BEHOVSBAZAR – hvad er behovene inden for mental sundhed og lighed i sundhed? (Aalborg)

Sæt kryds i kalenderen den 12. november, hvor vi inviterer til behovsbazar. Kom med og bliv klogere på, hvilke behov der er inden for mental sundhed og lighed i sundhed. Find nye samarbejdspartnere og bliv klædt på til at søge puljen i Erhvervsfyrtårn Life Science.
Danish Life Science Cluster inviterer til behovsbazar, hvor vi samler offentlige behovsejere og SMV’er, så vi i fællesskab kan udforske, hvilke udfordringer og behov der er inden for mental sundhed og lighed i sundhed.
I får mulighed for at:
- Blive klogere på mulige samarbejder med både virksomheder og offentlige organisationer.
- Få ny viden og kom i kontakt med nøglepersoner inden for mental sundhed og lighed i sundhed.
- Blive klædt på til at søge støtte til konkrete indsatser inden for emnet fra puljen i Erhvervsfyrtårn Life Science på i alt kr. 32 millioner.
Deltag også i Behovsbazar i København
Et velkvalificeret behov er udgangspunktet for udviklingen af den helt rigtige løsning. Derfor er målgruppen for behovsbazaren dig, der sidder med et behov eller en udfordring inden for mental sundhed og lighed i sundhed ude i en kommune, hospital, NGO m.m., og som har lyst til at komme i dialog med interesserede SMV’er.
Behovsbazaren er også for alle SMV’er, der har spændende ideer inden for mental sundhed og lighed i sundhed, og som søger inspiration til udviklingsprojekter. På Behovsbazaren vil du få en unik mulighed for at komme i dialog med offentlige aktører og måske tage første skridt til et samarbejde og evt. en ansøgning til vores pulje.
Program
Vi sammensætter et program, hvor deltagerne både får mulighed for at få ny inspiration og viden med hjem og får god tid til at møde hinanden, lære hinandens udfordringer, behov og ideer at kende og måske indgå i nogle nye samarbejder.
OBS. Der bliver serveret sandwich ved eventets start. Du er velkommen til at komme 15 minutter før og spise den inden vi går i gang.
12.00-12.10 Velkommen og introduktion
12.10-12.25 Speeddating – vi lærer hinanden at kende
12.25-12.40 Ekspertoplæg: Bedst for os
v/ Anna Sofie Kjærgaard Hansen, Afdelingslæge, ph.d, projektleder, Psykiatrien Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling, Region Nordjylland
Hør om det ambitiøse projekt “Bedst for Os”, der med 180 mio. kr. skal styrke indsatsen for børn og unge med psykisk mistrivsel. Projektet fokuserer på hurtigere udredning og bedre behandlingstilbud, baseret på samskabelse mellem børn, forældre, fagfolk og sektorer. Målet er at skabe reelle og mærkbare forandringer gennem ny viden og innovative løsninger over en femårig periode. Det er Novo Nordisk Fonden og Det Obelske Familiefond som sammen med Psykiatrien i Region Nordjylland står bag projektet.
12.40-12.55 Ekspertoplæg: Socialgeografisk ulighed i mentalt helbred i Danmark
v/ Andreas Lindegaard Jakobsen, Postdoc, Department of Sociology & Social Work, Aalborg Universitet
Oplægget tager udgangspunkt i ny forskning fra Aalborg Universitet, der undersøger nabolagseffekter og geografisk ulighed i mentalt helbred i Danmark. Baseret på projektets resultater vil oplægget afdække, hvordan mentalt helbred fordeler sig i den danske befolkning. Derudover vil oplægget fokusere på, hvordan vi kan forklare disse geografiske forskelle i mentalt helbred, med et særligt fokus på socioøkonomisk udsatte områder samt betydningen af sociale relationer og tillid mellem beboere.
12.55-13.05 Introduktion til dialogworkshop – Behov & Match
13.05-14.05 Dialogworkshop
Mød blandt andet behovsejere fra:
- Brønderslev Kommune
- Psykiatrien i Reg. Nordjylland
- Rebild kommune, Center Sundhed Kultur og Fritid
14.05-14.15 Pause
14.15-14.30 Ekspertoplæg: Frivilliges rolle i arbejdet med mental sundhed
v/ Rikke Rugholt og Lone Rositta Hørstrup, SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed
14.30-14.50 Dialogworkshop
14.50-15.00 Opsamling og tak for i dag
Erhvervsfyrtårn Life Science
Behovsbazaren er del af Erhvervsfyrtårnet Life Sciences Vækstplatform og leder hen imod en eventuel ansøgning til puljen i Erhvervsfyrtårn Life Science (call 3 i januar 2025).
NB: Aktiviteten leveres som del af Danish Life Science Clusters EU-projekt, ‘Erhvervsfyrtårn Life Science’ og beregnes som statsstøtte under de minimisforordningen for de deltagende virksomheder. Statsstøtten er beregnet til: 3000 kr. Er du fra en virksomhed, forudsætter deltagelse en underskrift på en de minimis-erklæring, partnererklæring og SMV-erklæring jf. statsstøttereglerne i de minimisfordningen. Det forventes at du bruger 10 timer til forberedelse, deltagelse og opfølgning. Det skal registreres umiddelbart efter afholdt aktivitet.
Arrangementet medfinansieres af Den Europæiske Union.