Dosispakket medicin – hvor opstår udfordringerne, og hvordan kan vi løse dem?

Hvordan sikrer vi, at flere borgere får dosispakket medicin – og at systemer og arbejdsgange understøtter processen? Kom til online netværksmøde med MedCom og kommuner, der deler erfaringer og løsninger.

Flere kommuner arbejder målrettet på at øge andelen af borgere, der får deres medicin dosispakket. Når det lykkes, skaber det større sikkerhed for borgeren, færre fejl og en mere effektiv medicinhåndtering. Men mange oplever fortsat, at det kan være vanskeligt at sikre at de rette borgere med stabil medicinering får dosispakket medicin – samt at systemer, snitflader og arbejdsgange ikke altid understøtter processen i praksis.

Vi inviterer til et netværksmøde, hvor vi sætter fokus på netop disse udfordringer – og på, hvordan vi sammen kan finde løsninger.

MedCom giver en status på det nationale arbejde med dosispakket medicin, og derefter deler Aabenraa Kommune og Aalborg Kommune deres erfaringer med, hvordan de er lykkedes med at få flere borgere sikkert over på dosispakket medicin – og hvad der konkret har gjort forskellen.

pil til læs mereLæs om: Netværk om medicinhåndtering

Gruppearbejde – fra erfaring til handling

I sidste del af mødet får deltagerne mulighed for at drøfte deres egne erfaringer og udfordringer i mindre grupper.

Fokus er på de konkrete barrierer, der gør det vanskeligt at få de rette borgere sikkert på dosispakket medicin – både teknisk, praktisk og organisatorisk.

Hver gruppe arbejder med at:

  • Identificere og formulere tre centrale problematikker fra praksis
  • Drøfte, hvem der skal inddrages i løsningen – fx kommuner, læger, apoteker, regioner, MedCom eller leverandører
  • Pege på mulige næste skridt og samarbejdsbehov, der kan bringe arbejdet videre

Program

09.00 – 09.10 Velkomst 
v. Danish Life Science Cluster og advisory board

09.10 – 09.40 Status fra status fra den nationale fokusgruppe
v. Karina Hasager Hedevang, projektleder og Iben Søgaard, konsulent, MedCom

MedCom giver en opdatering på arbejdet med dosisdispensering i de nationale projekter, hvor de vil belyse problemstillinger og mulige greb man kan arbejde med for at udbrede dosisdispensering.

  • Hvad har de nationale arbejdsgrupper haft fokus på?
  • Hvilke udfordringer fylder mest lige nu (FMK, dataflow, ansvar, it-understøttelse)?
  • Hvilke muligheder er der for at udbrede dosisdispensering?

09.40 – 10.20 Kommunale erfaringer og løsninger i praksis
Ida Raun, projektkonsulent, Aabenraa Kommune og Ole Bertram Andersen, sundhedsstrategisk chefkonsulent, Aalborg Kommune deler, hvordan de er lykkedes med at øge andelen af borgere på dosispakket medicin:

  • Hvilke strategier og samarbejder har været afgørende?
  • Hvordan har de håndteret praktiske og organisatoriske udfordringer?
  • Hvilke gevinster – og faldgruber – har de oplevet?
  • Kommunerne giver et ærligt indblik i, hvad der virker, og hvor barriererne stadig findes.

10.20 – 10.40 Gruppearbejde: Fra erfaring til handling
Deltagerne arbejder i grupper med at formulere tre konkrete problemstillinger og drøfter, hvem der kan bidrage til løsningen.

10.40 – 10.55 Opsamling på break out rooms

10.55 – 11-00 Afslutning og invitation til Q2-møde

 

Medfinansieret af Den Europæiske Union og Virksomhedsudvikling Danmark.

Tilmeld dig her