Tryghed i egen bolig – vi søger virksomheder!
Kom med til præsentationsdagen til temaet ‘Tryghed i Egen Bolig’ i Vesthimmerlands Kommune og præsenter din løsning. På dagen kan du møde beslutningsdeltagere fra tilhørerpanelet i Vesthimmerlands Kommune, hvor du kan præsentere din løsning og få feedback. Dette er en unik mulighed for at synliggøre, hvordan din løsning kan bidrage til at skabe større tryghed for borgerne i kommunen. Der er desuden mulighed for at drøfte potentielle samarbejdsmuligheder og skabe et fundament for fremtidige partnerskaber.
Vesthimmerlands Kommune arbejder ud fra en Living Lab-metode til at undersøge udfordringer i egen praksis og finde frem til de gode løsninger. Udgangspunktet er ‘problemet først’.
For hvert rul i Living Lab’et er der et tema, som denne gang er ‘Tryghed i Egen Bolig’.
Igennem en række faser belyser Vesthimmerlands Kommune området bl.a. ved interviews og workshops med ledere, medarbejdere og borgere. Vesthimmerlands Kommune undersøger problemstillingen i dybden for til sidst at finde frem til de gode løsningsforslag igennem simuleringer og prøvehandlinger.
Vesthimmerlands Kommune er nu i samarbejde med Danish Life Science Cluster nået til fasen med at finde de mulige gode løsningsforslag, hvor du har muligheden for at præsentere din løsning på problemet.
Den overordnede vision er:
- Give borgere mulighed for at sove godt om natten.
- Styrke beboernes livskvalitet og selvbestemmelse gennem behovsbaseret tilsyn om natten, hvilket skaber tryghed og effektivitet for borgere og medarbejdere.
Særlige udfordringer, der er fremkommet via Living Lab:
Vesthimmerlands Kommune åbner for mange unødvendige døre
Vesthimmerlands Kommune laver et eller flere tilsyn pr. borger pr. nat, såkaldte sikkerhedstilsyn for at sikre at borgerne har det godt, ligger i deres seng, ikke er faldet eller for at tjekke deres ble. Disse tilsyn kan være forstyrrende for borgerne, selvom de er stille, er der nogen borgere, som vågner, når de kommer ind i deres bolig, døren knirker, lidt lys tændes.
Hvordan kan Vesthimmerlands Kommune skabe tryghed ved borgeren og medarbejderne uden fysiske besøg?
De mange ’unødvendige’ døre der åbnes om natten, gør at borgerne, som reelt har et problem eller udfordringer, kan opleve ventetid, hvilket kan skabe uro for den enkelte borgere og evt. for hele afdelingen, også selvom personalet prioriterer de akutte opgaver først.
Det opleves at de natlige besøg kan resultere i at borgeren sover dårligt og deres døgnrytme bliver påvirket
Danish Life Science Cluster søger derfor i samarbejde med Vesthimmerlands Kommune virksomheder til at præsentere deres løsninger på ovenstående problematik. Vesthimmerlands Kommune er i gang med at udvide deres Living Lab metode med en struktureret proces omkring præsentationer af løsninger og inddragelse af virksomheder. Dette arbejde er understøttet af Danish Life Science Cluster.
Hvis du, som virksomhed, tænker, at du har en løsning, der er relevant, så kontakt os
for at få en plads på præsentationsdagen. Første præsentationsdag bliver 10. december 2024 og afhængig af behov eller popularitet planlægges en yderligere dag i januar 2025.
På dagen vil du som virksomhed få 50 minutter (30 min. til præsentation og 15-20 min. til spørgsmål til at præsentere den løsning, du mener passer til problemstillingen). I tilhørerpanelet sidder fra Vesthimmerlands Kommune:
- én velfærdsteknologikonsulent,
- min. én repræsentant fra IT/Sikkerhed
- én medarbejder eller leder fra driften.
Derudover åbnes dagen op for Vesthimmerlands nabokommuner, som kan sende repræsentanter til at lytte med og blive inspireret.
Inden dagen vil Vesthimmerlands Kommune i samarbejde med Danish Life Science Cluster gerne modtage standard databehandleraftale, betingelser, teknisk dokumentation og andet, som kunne være relevant i forståelsen af jeres løsning.
For at sikre god feedback, vil en konsulent fra Danish Life Science Cluster deltage på dagen og efterfølgende indsamle feedback fra virksomhederne og de lyttende kommuner. Denne feedback er kun til brug for at forbedre præsentationsdagene fremadrettet og er ikke målrettet løsningen der præsenteres.