13 nye projekter sat i gang – tætte samarbejder skal frigøre arbejdskraft

En ny pulje af projekter bliver nu sat i gang fra Innovationspuljen 2025, som er Danish Life Science Clusters nationale udviklingspulje. Læs mere om nye løsninger inden for 3D-billeder som beslutningsstøtte, forebyggelse af dehydrering, hjemmemonitorering, vævsprøver og AI‑baseret planlægning. Puljen er nu åben for nye ansøgninger.

13 nye projekter om løsninger, der alle kan frigøre arbejdskraft, sættes nu i gang via Innovationspuljen i Danish Life Science Cluster. Formålet med puljen er at give små og mellemstore virksomheder mulighed for – i samarbejde med offentlige aktører, videninstitutioner og andre virksomheder – at udvikle markedsrelevante koncepter og løsninger, som kan skabe målbar effekt i sundhedsvæsenet.

Puljen skal både styrke udviklingen af nye løsninger, der kan frigøre arbejdskraft i sundhedsvæsenet og skabe grundlag for vækst i danske life science‑ og velfærdsteknologivirksomheder.

Læs om de bevilgede projekter her

Sikker monitorering efter patienten er udskrevet fra hospitalet

Rashad Elsubaihi, Wiresans

Èn af de virksomheder, der får støtte fra puljen, er Wiresans ApS, der arbejder med en ny løsning, der skal skabe sikkerhed, når patienter udskrives efter stroke.

– Samarbejdet med hospitalet er afgørende, fordi det giver os viden om, hvad der skal måles, og hvordan vi sikrer høj patientcompliance, så løsningen rent faktisk bliver brugt i hverdagen, siger Rashad Elsubaihi, direktør og medstifter af Wiresans.

Projektet hedder SmartStroke. Sammen med Sjællands Universitetshospital og Teknologisk Institut udvikler og tester Wiresans en vaskbar, genanvendelig og trådløs løsning til kontinuerlig hjemmemonitorering af vitale biomarkører. De anvender papirstynde patches, som kan bæres diskret på kroppen og monitorere patienten kontinuerligt uden opladning i op til tre uger.

Vil du også søge midler? Ny pulje åben

I det rigtige samarbejde kan 2 + 2 give 5

Anders Læsø Madsen, CEO i virksomheden HUGIN EXPERT A/S

For Anders Læsø Madsen, CEO i virksomheden HUGIN EXPERT A/S, er samarbejdet i projekterne også afgørende:

– Som lille, specialiseret virksomhed kan vi ikke skabe de bedste løsninger alene. Vi er afhængige af et tæt samarbejde med både vidensinstitutioner og sundhedsvæsenet, fordi det er her, vi får koblet teknologi, forskning og de reelle behov i hverdagen sammen. Når forskellige kompetencer mødes, opstår der en synergieffekt, hvor 2+2 bliver til 5. Det er sådan, vi kan udvikle løsninger, der ikke bare virker teknisk og teoretisk, men også passer ind i arbejdsgangene og skaber værdi for de sundhedsprofessionelle og borgere, der skal bruge dem.

HUGIN EXPERT A/S skal sammen med Treat Systems og Professionshøjskolen UCN udvikle en softwareprototype, der identificerer borgere i risiko for dehydrering tidligt og dermed forebygger indlæggelser blandt ældreplejemodtagere. Løsningen skal nu testes og valideres i Vesthimmerlands Kommune.

Læs mere om de 13 nye projekter, der desuden omfatter smartphonebaseret gynækologisk diagnostik, bedre ressourceudnyttelse inden for hjælpemidler og reduktion  af komplikationer ved fødsler m.m.

Mere præcis kræftkirurgi med ny 3D-scanner

 

3Sonic har fået støtte til at udvikle en ny løsninger inden for 3D-skanning i tæt samarbejde med hospitaler og forskningsmiljøer.

– Det tætte samarbejde med Rigshospitalet er af stor værdi for udviklingen af vores løsning. Gennem samarbejdet med kirurger, sygeplejersker og kliniske teams får vi løbende input og feedback, som hjælper os med at forstå brugernes faktiske behov og sikre, at teknologien bedst muligt bidrager til bedre patientforløb, siger Fatemeh Makouei, CTO & Co-founder, 3Sonic.

Projektet udvikler og validerer et nyt billedsystem til 3Sonics intraoperative 3D-scanner, der kan hjælpe kirurger med mere præcist at identificere og fjerne tumorer under operationer. Målet er at skabe hurtig og klinikvenlig beslutningsstøtte i operationsstuen, reducere behovet for reoperationer og samtidig frigøre betydelige ressourcer i sundhedsvæsenet.

– Samarbejdet giver os også mulighed for at afprøve prototyper og nye løsninger i et reelt klinisk miljø, så vi kan vurdere deres praktiske anvendelighed og effekt i hverdagen. Vi tror på, at de bedste løsninger udvikles tæt på både udfordringerne og de mennesker, der møder dem hver dag.

Aktiviteten er medfinansieret af Den Europæiske Union.

For mere information

Chefkonsulent for Innovation- og forretningsudvikling

Tommy Hebsgaard Søltoft Henriksen

Danish Life Science Cluster
Projekter og partnerskaber
HUB Nordjylland
+45 5149 9417