Hvorfor er det så svært at finde investorer? Der mangler viden, netværk og tillid mellem investorer og branchen, viser ny rapport
Danmark er allerede en global leder inden for life science – men hvis vi vil bevare føringen, skal vi støtte underskoven af små virksomheder og startups. Stærke partnere er nu gået sammen om at analysere investor-området for at finde løsninger til, hvordan vi kan frigøre mere finansiering til sundhedsteknologi og medtech i Danmark.
Life science-industrien er en hjørnesten i dansk økonomi. I 2024 stod life science for 20 % af alle danske vareeksporter, svarende til 172 milliarder kroner – mere end en tredobling siden 2008. Samtidig er investeringerne i danske startups inden for life science fulgt godt med og er næsten tredoblet siden 2018, med 2,9 milliarder kroner investeret i 2024.
Ifølge EIFO (Danmarks statslige investeringsfond) forventes investeringerne at overstige 8,2 milliarder kroner i 2035 – og sundhedsteknologi ventes at vokse hurtigst, næsten femdoblet.
Men selv med den udvikling og de lovende prognoser har mange sundhedsteknologiske startups stadig svært ved at rejse kapital. Hvis pengene og interessen er der – hvorfor lykkes det så ikke for de små virksomheder?
Hent rapporten Barriers to investing in Danish health tech startups
Ny rapport analyserer 92 investorers aktiviteter

Danish Life Science Cluster, BioInnovation Institute, Health Tech Hub Copenhagen har bedt Rambøll om at gennemføre en international investorundersøgelse. 92 investorer deltog, med en samlet kapital på 110 milliarder kroner – og næsten hver tredje investerer mere end 25 % af deres portefølje i sundhedsteknologi.
Der mangler altså ikke interesse for området – men der mangler investeringsparathed.
Nicolas Bouchet, Investment Manager i Health Tech Hub Copenhagen har samlet de vigtigste pointer herunder.
Startups skal vise styrke og en solid forretningsmodel

Undersøgelsen peger på to hovedproblemer hos de små virksomheder, som ofte afholder investorer fra at investere:
– Manglende markedsresultater (nævnt af 60 %)
– Uklare eller ikke-overbevisende forretningsmodeller (nævnt af over halvdelen)
Derudover er der forskelle mellem investortyper:
– Business Angels fokuserer på menneskene bag virksomheden og bekymrer sig mest om, hvorvidt teamet har de nødvendige kompetencer.
– Venturekapitalfonde (VCs) afskrækkes primært af manglende traction – altså bevis på, at produktet har fat i markedet.
Begge grupper er dog enige om, at den næststørste barriere er en svag forretningsmodel. Derfor skal startups tilpasse deres strategi: vis teamets styrke og en solid model for at tiltrække angels – og vis tidlige resultater og skalérbarhed for at vinde VCs.
Læs også: Der er brug for stærke investeringer – Investorer skal blive klogere på life science
Barrierer hos investorerne
Undersøgelsen viser også udfordringer på investorsiden:
– 30 % mangler adgang til nok sundhedsteknologiske muligheder
– 33 % mangler medinvestorer
– 28–33 % har utilstrækkelig viden om sundhedssystemer og regulering
Det handler altså ikke om mangel på penge, men om mangel på netværk, viden og tillid. Og markedet for velfærdsteknologi og medtech er kompleks, og uden de rette forbindelser og forståelse tøver selv kapitalstærke investorer, viser analysen.
De største barrierer er strukturen i sundhedssektoren
Rapporten ’Barriers to investing in Danish health tech startups’ viser desuden, at de største barrierer er strukturelle problemer i sundhedssektoren:
– 69 % peger på kompliceret regulering
– 67 % nævner mangel på innovationsincitamenter i det offentlige
– 58 % fremhæver lange offentlige salgsprocesser
Hør også: Podcast – Investeringer skal bane vejen for fremtidens danske life science
Investorer mangler viden om økosystemet
Undersøgelsen viser også en udfordring med kendskab. Selv blandt investorer i netværket er det kun 51 % af danske investorer og 7 % af internationale investorer, der føler sig meget bekendt med Danmarks sundhedsteknologiske økosystem.
Det betyder, at Danmark risikerer at blive overset – ikke på grund af manglende innovation, men på grund af manglende synlighed. Internationale investorer, især fra USA, dominerer allerede de sene investeringsrunder. Derfor er det vigtigt at styrke Danmarks brand som sundhedsteknologisk nation.
Hvad kan vi gøre?

Rapporten peger på tre indsatsområder, som vi i økosystemet skal samarbejde om.
- Tilpas investeringsparathed til investortypen
Startups skal vise teamets styrke og tidlige resultater for at tiltrække Business Angels. Scaleups skal vise traction, skalérbarhed og exit-strategier for at tiltrække venture capitalists (VCs). Inkubatorer og acceleratorer kan hjælpe med at forberede startups til disse samtaler. - Styrk netværk og vidensdeling
Den danske VC-scene bliver mere international, men der mangler stadig struktureret matchmaking, samarbejdsplatforme og regelmæssige briefinger om regulering. - Gør sundhedssystemet til en springbræt
Investorer ser ofte sundhedssystemet som en barriere. Derfor skal politikere skabe pilotprogrammer, hurtigere indkøb og reelle incitamenter for innovation. Succeshistorier fra det offentlige vil også styrke Danmarks internationale omdømme.
Nyt partnerskab startet op
Derfor er Danish Life Science Cluster, Health Tech Hub Copenhagen, BioInnovation Institute, DTU Science Park og EIFO – Danmarks Eksport- og Investeringsfond gået sammen i et strategisk samarbejde for større og varigt impact. Partnerskabets første aktivitet er rapporten ’Barriers to investing in Danish health tech startups’.
Partnerskabet Life Science Invest taler direkte ind i den danske life science-strategi om at skabe flere levedygtige virksomheder ved at sikre sammenhængende støtte til early stage startups.
Partnerskabet fokuserer på at tiltrække mere kapital til den danske life science-økosystem ved bl.a. at etablere et oplyst, dynamisk og integreret investor-økosystem.
For mere information
