Kære leverandører. Sådan kommer I i gang med at samarbejde med kommunerne

Mange virksomheder oplever, at det er svært at sælge deres løsninger til de danske kommuner. Så hvordan kommer en virksomhed i betragtning med deres bud på velfærdsteknologi til borgere eller medarbejdere? Vi har spurgt fem kommuner – læs deres gode råd og tips til leverandørerne her.

Nej, en kommune er ikke bare en kommune. Og nej, pleje- og ældreområderne i de 98 danske kommuner er ikke ens og bliver ikke drevet på samme måde.
Derfor kræver det indsigt, nysgerrighed og fleksibilitet, når leverandører af teknologi vil samarbejde med en kommune.

Det er en af læringerne fra WHINN – Week of Health and Innovation, hvor Netværk om medicinhåndtering havde samlet ca. 80 repræsentanter fra kommuner og leverandører til diskussion om samarbejde og implementering af teknologi.

– Det er afgørende, at vi kan være i dialog med leverandøren, og at de er lydhøre over for vores ønsker og forbehold, lød det bl.a. fra Ellen Langager Kristensen, velfærdsteknologisk konsulent i Sønderborg Kommune.

Vi har samlet en række tips og gode input fra fem danske kommuner.pil til læs mereDeltag også i: Dosispakket medicin – Udfodringer og løsninger

Kom med i netværk og få nye kontakter

Danish Life Science Cluster driver Netværk om medicinhåndtering, som har flere end 100 medlemmer fra både kommuner, leverandører og uddannelsesinstitutioner. Netværket havde samlet Næstved, Vesthimmerland, Norddjurs, Sønderborg og Haderslev Kommuner til netværksmøde i Odense.
Her gav deltagerne deres input til, hvordan leverandører af velfærdsteknologi bedst gør sig attraktive for samarbejde med kommuner.

De kommunale medarbejdere sagde bl.a. til virksomhederne:

  • Hav altid den konkrete kommune i fokus og vær forstående for, at mange kommuner bliver drevet forskelligt.
  • Gør jer umage med at lære vores behov at kende – det er dem, I skal tage udgangspunkt i.
  • Vær skarp på dokumentation af jeres løsninger. Vis os data og den værdi, løsningen skaber.
  • Vær fleksible og imødekommende over for vores behov for sparring eller tilpasning.
  • Sæt jer ind i, hvilke løsninger vi i forvejen anvender og vis os, hvordan I kan supplere dem.
  • Vis at I har styr på datasikkerhed og GDPR.

Christina Rosengreen, velfærdsteknologisk projektleder, Vesthimmerlands Kommune

– Vi arbejder problembaseret med udgangspunkt i vores LivingLab-metode og ser på, hvilke teknologier der kan løse de udfordringer, vi aktuelt står med. Fx skal vi i 2026 kigge ind i mulighederne for digital genoptræning.

 

 

Sander Lorell, velfærdsteknologikonsulent, Næstved Kommune

– I Næstved Kommune har vi en fast konsulent, der samler alle henvendelser fra leverandører. Han screener dem og bringer de relevante videre til vores velfærdskonsulenter.

 

 

Simone Bundgaard-Egeberg, velfærdsteknologisk konsulent, Haderslev Kommune

– Vi vil altid gerne foretage en intern test af en ny løsning. Her ser vi på, hvad løsningen kræver af borgeren og af medarbejderen, ligesom vores it-afdeling tester sikkerhed, holdbarhed og samkøring med andre systemer.


Ellen Langager Kristensen, velfærdsteknologisk konsulent, Sønderborg Kommune

– Vores største udfordringer er manglende ressourcer og udfordringer med rekruttering. De behov skal en kommende ny leverandør have

for øje. Og så er et fleksibelt og balanceret samarbejde meget vigtigt for os.

 

Trine Nygaard, farmakonom, Norddjurs Kommune

– Det er vigtigt for os, at vi tydeligt kan se værdien af en ny løsning. Vi vægter samarbejde med leverandøren højt, så vi forventer fleksibilitet og opmærksomhed på vores behov og eksisterende arbejdsgange.

 

 

 

 

Næste mødedato i Netværket om medicinhåndtering er d. 28. januar 2026. Læs mere om mødet og tilmeld dig her.

Deltag også i Netværket om forankring af velfærdsteknologi – næste møde er 21. januar 2026.

Medfinansieret af Den Europæiske Union og Virksomhedsudvikling Danmark.

For mere information

Community Manager

Lotte Aagard Kappel

Danish Life Science Cluster
HUB Midtjylland
+45 2346 3260