Kan få betydning for patienter med skizofreni i Danmark og internationalt – Sensor testes nu i retspsykiatrien i Region Sjælland

Nyt projekt i Erhvervsfyrtårn Life Science kan potentielt hjælpe psykiatriske patienter i hele verden. En lille sensor skal monitorere patienter og alarmere, hvis der opstår bivirkninger efter medicin, når de opholder sig derhjemme. Målet er at kunne hjælpe flere patienter med den rette medicin. Samarbejdet på tværs af det offentlige og det private har været afgørende for projektet.

Hvis du var patient, ville du så helst sidde på sygehuset og blive overvåget for evt. bivirkninger i tre timer – eller sidde derhjemme med et lille plaster på armen, der giver samme tryghed?

Retspsykiatrien i Region Sjælland tester lige nu en ny løsning, der kan øge sikkerheden for patienter via fjernmonitorering. I projektet ’Digital depot monitorering’ testes en løsning med en genopladelig sensor, der indsættes i et plaster. Sensoren skal monitorere patientens vitale værdier for at sikre, at han eller hun ikke bliver dårlig af sin medicin.
Tidligere skulle patienten opholde sig på sygehuset i tre timer efter at have indtaget medicinen. Men med det lille device kan patienten få injektion i hjemmet – mens sundhedspersonalet de følgende tre timer kan holde øje med, om han eller hun oplever bivirkninger.

– Hvis vi opnår de resultater, vi forventer, står vi foran et nybrud for psykiatrien. Denne løsning giver os helt nye muligheder for at tilbyde behandling i hjemmet. Derfor kan resultaterne af projektet få betydning for patienter i hele Danmark og også andre lande, siger Per Balling, cheflæge, Psykiatrien i Region Sjælland.

Målet er at flere skal have medicin

Den nye teknologi skal øge sikkerheden for patienter, der behandles med Zypadhera®, et præparat mod skizofreni. Brugen af Zypadhera kan hos få patienter medføre en risiko for alvorlige bivirkninger lige efter indtagelsen, og derfor skal patienter monitoreres grundigt i tre timer efter behandlingen.
Ifølge Per Balling kan flere patienter have glæde af Zypadhera, men mange fravælger det, bl.a. fordi monitoreringen er så tidskrævende.
Derfor er målet med sensorplasteret at gøre de tre timers monitorering mere fleksibel, så flere patienter takker ja til behandlingen. Sensorteknologien er udviklet af den danske virksomhed IMP Scandinavia.

Behov for en bedre løsning i psykiatrien

Projektet støttes af Erhvervsfyrtårn Life Science og er et samarbejde mellem Sundhedsinnovation Region Sjælland, Psykiatrien Region Sjælland og IMP Scandinavia. Samarbejdet undersøger effekten af løsningen på både patienter, arbejdsgange og ressourceforbrug.

Det var cheflæge Per Balling og Retspsykiatrien, der rejste behovet for en fleksibel monitoreringsløsning i psykiatrien. Gennem FIERS – Life Science Innovation in Region Zealand blev Per Balling matchet med virksomheden IMP Scandinavia, der i forvejen havde en CE-mærket løsning til patientmonitorering via et sensorplaster.

Samarbejdet med læge er afgørende

Co-funder i IMP Scandinavia Jeppe Damgaard Leth fortæller, at samarbejdet med Per Balling og hans kolleger har været lærerigt og positivt fra begyndelsen.

– Per Balling og hans team er frontløbere inden for innovationsparate klinikere. Fra starten er vi blevet mødt med stor nysgerrighed, respekt og en kæmpe mængde omstillingsparathed. Det er en fornøjelse af få lov at udvikle vores løsning sammen med Retspsykiatrien i Region Sjælland, fortæller Jeppe Damgaard Leth.

IMP Scandinavia forventer at få en stærk business case ud af forløbet, som forhåbentlig kan være med til at etablere deres løsning på markedet og hjælpe flere patienter.

Projektet vil blive evalueret af Sundhedsinnovation Region Sjælland.

Mere lighed i tilbud til somatiske og psykiatriske patienter

IMP Scandinavias første CE-mærkede løsning kan monitorere patientens puls og bevægelser. I dette projekt skal virksomheden teste deres version 2, der også kan måle alle værdier i EWS (Early Warning Score), ud over bevidsthedsniveau. Målingerne inkluderer puls, bevægelse, blodtryk, temperatur, iltmætning og respirationsfrekvens.

Den nye løsning skal nu testes på 50 patienter i Region Sjælland.

– Det somatiske område er længere fremme med at skabe teknologiske løsninger, der kan understøtte patienter, når de ikke er hos læge eller på sygehus. Dette projekt kan være med til at skabe mere lighed i tilbuddene til psykiatrien og somatikken. Derfor ser vi frem til at afprøve en fleksibel form for monitorering, som kan være et vigtigt skridt mod at integrere mere teknologi i hjemmet hos psykiatriske patienter. Og forhåbentlig vil løsningen resultere i, at flere patienter får adgang til behandling, siger Per Balling.

Projektet er medfinansieret af Den Europæiske Union.

For mere information

Seniorprojektleder

Kirsten M. Danielsen

Danish Life Science Cluster
HUB Hovedstaden
+45 2939 4481