Minister byder velkommen til Når Innovation Lykkes – på tværs 2025

Ældreminister Mette Kierkgaard bliver åbningstaler, når Danish Life Science Cluster inviterer til konferencen Når Innovation Lykkes (NIL) i Aalborg 9. april. Konferencen har fokus på, hvordan man kommer videre fra test og dokumentation til vellykket implementering i sundhedssektoren.

I Danmark har vi mange eksempler på teknologi, som er moden, og som kan være med til at effektivisere sundhedssektoren og spare ressourcer.

– Men vi mangler en stærk bæredygtig model for, hvordan vi får implementeret de veldokumenterede løsninger og får skaleret dem på tværs af kommuner og regioner – og endda internationalt.
Derfor er partnerskaber på tværs af sektorer afgørende.

Sådan sagde ældreminister Mette Kierkgaard, da hun var hovedtaler på Danish Life Science Clusters konference WHINN i Odense i 2023. Nu får vi igen besøg af ældreministeren, når hun åbner konferencen NIL – Når Innovation Lykkes – på tværs til april.

Nu skal vi finde en vej. Ældreminister Mette Kierkgaard, 2023

Nyt netværk for bedre og mindre dokumentation i ældreplejen

Her vil hun bl.a. fortælle mere om Ældreministeriets ’Partnerskab for bedre og mindre dokumentation i ældreplejen’. Netværket skal udarbejde en række anbefalinger, der skal være med til at frigøre medarbejderne fra unødvendige registreringer og overflødige nationale og lokale dokumentationskrav.

– Medarbejderne skal have mulighed for at bruge deres faglighed og tid på at hjælpe vores ældre med pleje og omsorg. Vi skal derfor have fjernet overflødig dokumentation og bøvl. Ambitionen er et princip om ’automatisk først’, og derfor har vi bedt nogle af de fremmeste it-virksomheder om hjælp, fortalte Mette Kierkgaard, da netværket blev lanceret i december 2024.

Virksomheder hjælper anbefalinger på vej

En af de virksomheder, som er blevet inviteret ind i ’Partnerskab for bedre og mindre dokumentation i ældreplejen’, er Aarhus-virksomheden Omilon. Virksomheden er medlem af Danish Life Science Cluster og leverer bl.a. teknologi til talegenkendelse.

– Det er meget positivt, at netværket inddrager leverandørerne, og det er en stor anerkendelse for os, at Omilon er blevet inviteret til at dele vores erfaringer. Med mere end 70 års erfaring med udvikling af automatiserede dokumentationsprocesser og tale-til-tekst teknologi er vi nu i gang med at levere vores bidrag og anbefalinger til netværket om, hvordan man kan sikre højere datakvalitet på en effektiv måde i ældreplejen. Ved at lade teknologien klare dokumentationen, kan vi være med til at frigøre værdifuld tid fra dokumentationsarbejdet, siger Klaus Riisberg, der er kommunal sektoransvarlig i Omilon.

Mød Omilon og andre udstillere på Når Innovation Lykkes – på tværs

Kom med til NIL 2025

‘Når Innovation Lykkes – på tværs’ er en tilbagevendende innovationsdag, som kombinerer relevante oplæg og cases fra den virkelige verden, skaber grobund for (nye) relationer og netværk på tværs af det offentlige og private erhvervsliv samt på tværs af uddannelser.

Se det foreløbige program og køb billet her

Når Innovation Lykkes – på tværs 2025 er arrangeret af Danish Life Science Cluster og byLink i samarbejde med Professionshøjskolen UCN, Region Nordjylland, Regionshospital Nordjylland, Psykiatrien – Aalborg Universitetshospital, Aalborg Kommune, Frederikshavn Kommune, Able Nordic, Measurelet.

Arrangementet er medfinansieret af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og Den Europæiske Union.

For mere information

Projektleder Event

Simone Walther Timmermann

Danish Life Science Cluster
HUB Nordjylland
+45 29 79 06 60