Ny AI-løsning skal hjælpe voksne med at kommunikere med børn, der lider af svære følelser og problematisk adfærd
En app med et AI-genereret barn skal lære voksne, hvordan de kan tale med børn med mentale udfordringer. Nyt projekt, der skal lære voksne nye måder at kommunikere med børn med svære følelser er netop sat i gang. Psykolog ser frem til at teste, hvordan forældre og sundhedspersonale reagerer på at blive tilbudt at træne sociale færdigheder med en AI-person.
En moderne selvhjælpsbog, som svarer personligt igen. Sådan kan virksomheden Interhuman AI’s nye løsning beskrives med lidt god vilje, forklarer psykolog Nicole Nadine Lønfeldt.
Interhuman AI udvikler kunstig intelligens, der søger at forstå menneskers sociale signaler og opførsel. Virksomheden skal nu udvikle nye børnepersonligheder med kunstig intelligens. AI-børnene bliver en del af en AI-forældre-træner og skal bruges til at træne forældre og andre voksne i, hvordan de bedst kommunikerer og interagerer med børn, som lider af svære følelser og problematisk adfærd.
– Vi kender diverse psykologiske selvhjælpsbøger til forældre, der rådgiver om, hvordan man tackler adfærdsmæssige og følelsesmæssige situationer. Med teknologiens hjælp har vi nu udviklet en selvhjælpsløsning, som hele tiden giver feedback, så brugeren får hjælp og sparring undervejs, forklarer Nicole Nadine Lønfeldt, Forskningsenheden ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden.
Projektet er et samarbejde mellem virksomheden Interhuman AI og Forskningsenheden ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center.Læs mere: Om puljen i Erhvervsfyrtårn Life Science
AI-avataren reagerer som et barn med angst eller adfærdsproblemer
Løsningen fungerer ved, at den voksne træner interaktivt via en skærm med en AI-avatar, som ligner et barn. Her gennemgår man en række udfordrende situationer, hvor barnet eksempelvis er vred, utilnærmelig, ulykkelig eller frustreret. AI-avataren påtager sig barnets rolle og reagerer dynamisk på den voksnes kommunikation.
Brugeren får bl.a. feedback på, hvordan barnet vil opfatte de signaler, vi typisk ikke selv opfatter, som eksempelvis tonefald og ansigtsudtryk.
Løbende får den voksne vejledning i, hvordan han eller hun kan svare eller tiltale barnet.
– I modsætning til de gamle selvhjælpsbøger, så vil en coach i systemet give struktureret feedback. Barnets avatar vil reagere enten ved at rette sig efter beskeden, falde til ro eller blive vred. Det giver mulighed for, at brugerne kan træne aktuelle situationer og med det samme få respons. Forældre kan træne de relevante situationer, som stresser dem og deres barn, og de kan løbende afprøve teknikker til at hjælpe deres barn i svære situationer, forklarer Nicole Nadine Lønfeldt.
Interesseret i midler fra Erhvervsfyrtårn Life Science? Så deltag her
Erfaring med AI og social bevidsthed
Projektet hedder Digitally Enabled Mental Wellbeing Support Beyond Diagnosis og er støttet af Erhvervsfyrtårn Life Science. Løsningen peger ind i erhvervsfyrtårnets indsatsområde 2; Styrkede indsatser for mennesker med svære psykiske lidelser.
Den avancerede teknologi bag Interhuman AI’s app er udviklet i samarbejde med DTU inden for affektiv computerteknologi med fokus på analyse af ansigtsudtryk og stemmeleje.
– Vi mener, der mangler løsninger på markedet, der kan hjælpe disse børn og voksne omkring dem. Vi har i forvejen gode erfaringer med at anvende AI til social bevidsthed, og vi ser frem til at lære, om vores værktøj også kan bruges til støtte for forældre, omsorgspersoner og andre voksne, der omgås børn med disse mentale udfordringer, siger Paula Petcu, CEO, Interhuman AI.
Hvordan bliver AI-forældre-træneren modtaget?
Psykiske lidelser hos børn belaster hele familiesystemet, inklusive forældrene, som er i øget risiko for stress. Dette kan medføre tunge samfundsøkonomiske udgifter i form af sygedage fra arbejdspladsen og behandling til forældrene. Desuden udgør forældre en uudnyttet ressource i behandling og forebyggelse af psykiske lidelser hos børn og unge, vurderer Interhuman AI bl.a.
Forskningsenheden ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center håber at kunne teste løsningen på 30 familier. I forløbet deltager kommende brugere, eksperter i mental sundhed og andre stakeholders først i en fælles udviklingssession, hvor den nye app tilpasses. Herefter træner forældrene hjemme med AI-løsningen i to uger og vender så tilbage til klinikken for opfølgning og evaluering.
Nicole Nadine Lønfeldt ser frem til feedbacken fra brugerne.
– Projektet skal særligt teste, hvordan forældre, omsorgspersoner og andre tager imod tilbuddet om læring med AI. Måske skal det AI-generede barn tilpasses, så det er mere eller mindre naturtro? Det er nyt og for mange måske kontroversielt at træne sociale færdigheder med kunstig intelligens. Fra et klinisk forskningsperspektiv er jeg interesseret i evidens for, at appen virker og ikke er skadelig. Men vi ser et stort potentiale i denne teknologiske form for selvhjælp, fortæller Nicole Nadine Lønfeldt.
Sidste søgefrist for puljen i Erhvervsfyrtårn Life Science er 15. januar.
Erhvervsfyrtårn Life Science er medfinansieret af Den Europæiske Union.