Nyt internationalt Netværk for Cybersikkerhed på Hospitaler er på vej
Sammen med en række stærke danske og internationale partnere arbejder Danish Life Science Cluster på at skabe et nyt netværk, der skal fokusere på at balancere cybersikkerhed med innovation og konkurrence i sundhedssektoren.
Data er en af nøglerne til et bæredygtigt og personligt sundhedsvæsen med patienten og sundhedspersonalet i centrum. Digitalisering og databaseret pleje er en prioritet, og det stiller enorme krav til data- og cybersikkerhed.
Derfor er en række stærke partnere gået sammen for at skabe et netværk, der skal have fokus på bl.a. de eskalerende globale trusler og skærpede reguleringer, der skaber unikke udfordringer for hospitaler og sundhedsudbydere.
– Dette netværk er unikt, fordi det er det første af sin art, og det er højrelevant bl.a. set i lyset af det nye Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab. Desuden er det banebrydende, at vi har formået at samle så stærke partnere, siger Karen Lindegaard, international koordinator i Danish Life Scinece Cluster og tovholder på Internationalt Netværk for Cybersikkerhed på Hospitaler (ICH).
Partnerne i CenSec, DigitalLead og Innovation Centre Denmark i Boston.
Deltag i workshops, studiebesøg og seminarer om cybersikkerhed
Målet med Internationalt Netværk for Cybersikkerhed på Hospitaler er at samle danske og internationale interessenter for at tackle kritiske sårbarheder og fremme innovation i sundhedssektoren. Netværket stræber efter at styrke internationalt samarbejde og dele indsigter, der vil bidrage til at beskytte vores sundhedssystemer mod fremtidige cybertrusler.
Netværket vil fokusere på centrale emner som:
- Cybersikkerhed – når menneskeliv er på spil
- Balancering af cybersikkerhed med innovation og konkurrence
- AI-drevet cyberrisikostyring i sundhedssektoren
- National prioritering af cyberrisici i sundhedssektoren
- Effektiv styring af cybersikkerhed i sundhedssektoren
Partnere og interessenter kan deltage i netværkets kommende aktiviteter, herunder workshops, studiebesøg og online seminarer.
Netværket vil søge midler gennem Global Innovation Network Programme under Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Håbet er, at netværket kan blive endelig lanceret i begyndelsen af 2025.