Overvejer jeres virksomhed at eksportere? Så er international evidens afgørende

Hvis I vil sælge i udlandet, er det vigtigt, at I kan vise værdien af jeres løsning i det pågældende land eller område. Det mener en international ekspert, som her giver gode råd til internationalisering. Mød også en virksomhed, der har fået værdi af et spansk forskningsprojekt.

I den hurtigt voksende verden af sundhedsteknologi er det afgørende for virksomheder at sikre, at deres produkter ikke kun er innovative, men også effektive og sikre. Og det er nødvendigt, at dokumentation for dette er skabt på det relevante marked. Derfor er klinisk evidens og viden om lokale krav til implementering særligt vigtigt, hvis man vil konkurrere på det internationale marked.

Det fortæller bl.a. en ekspert i eksport Iris Öhrn, der i næsten 20 år har arbejdet internationalt med spørgsmål relateret til videnskabelig forskning og forretningsudvikling.

– De fleste klinikere ønsker at se klinisk evidens genereret med deres patienter og på deres faciliteter. Det handler ikke kun om at få en bedre forståelse af produktets egenskaber, men også om hvordan produktet lokalt kan implementeres inden for den nuværende arbejdsgang. Og det kræver både en klinisk evidens, samt erfaringer om implementering der er skabt på det pågældende marked, hospital eller land, forklarer Iris Öhrn, International Advisor, Business Region Göteborg.

Modtag nyheder om internationale aktiviteter

Dansk løsning testet i spansk videnskabeligt studie

Ifølge Lægemiddelstyrelsen findes der forskellige grader af evidens, og forskerne kan benytte en lang række forskellige forskningsmetoder, når de skal efterprøve en hypotese. Hvilken metodik som egner sig bedst, afhænger af, hvad man vil undersøge. Derudover findes der lokale casestudier, implementeringsstrategier og brugererfaringer.

Den danske virksomhed Wellness Nordic har netop et eksempel på et vellykket internationalt klinisk studie, der har givet afgørende evidens for deres løsning. Virksomheden har samarbejdet med den spanske Dr. José Maria Garcia, som er en førende ekspert inden for demenssygdomme, samt hans team af neuropsykologer og plejepersonale.

Wellness Nordic har udviklet en sansegyngestol med indbygget specialudviklet musik fra MusiCure®, basvibration og gyngebevægelse. Effekten af gyngestolen er gennem 16 uger blevet testet i et videnskabeligt klinisk studie, der er gennemført på to spanske plejehjem med mennesker med demens. En interventionsgruppe på hvert plejehjem benyttede gyngestolen tre gange ugentligt, 20 minutter hver gang. En anden kontrolgruppe benyttede ikke stolen.

Sansegyngestol fra Wellness Nordic.

Det kliniske studie viser gode resultater for mennesker med demens

Resultaterne viste klare forbedringer hos interventionsgruppen. Deres adfærdsmæssige og psykologiske lidelser aftog i forhold til kontrolgruppens. Det gjaldt især konfusion og vrangforestillinger, urolig adfærd, hallucinationer, angst, eufori, apati og irritabilitet. NPI-scoren faldt med hele 71% efter 6 uger og 80% efter 12 ugers systematisk anvendelse af gyngestolen.

– Denne internationale evidens – som er publiceret og tilgængelig for alle – vil vægte tungt i vores arbejde med at udbrede implementeringen af sansegyngestolen til plejecentre på såvel hjemmemarkedet som på vores internationale markeder. Det er afgørende for os, at der nu er fuld dokumentation for at vores koncept hjælper mennesker med demens til at få det bedre. Det kliniske studie viser også, at plejepersonalets arbejde lettes, og derfor er dette studie vigtigt for vores fremtidige forretning, siger ejer og direktør hos Wellness Nordic, Bent Bonde.

Ræk ud til internationale kontakter

Men det kræver et stort stykke arbejde, inden en virksomhed kan stå med international evidens i hånden. Det er afgørende, at man kommer i kontakt med udenlandske samarbejdspartnere, der kan hjælpe virksomheden til de rette kontakter.

Netværksorganisationer som Danish Life Science Cluster tilbyder løbende internationale aktiviteter, som innovationsprojekter, udstillinger og studieture, som kan være med til at skabe de vigtige kontakter på nye markeder.

Wellness Nordic har bl.a. deltaget i studieture i Catalonien med Danish Life Science Cluster og blev opsøgt af de spanske kontakter efter en pitch på et internationalt event.

Med baggrund i den spanske undersøgelse vil Wellness Nordic nu yderligere optrappe indsatsen for at udbrede kendskabet til effekterne af sansegyngestolen på såvel det danske marked som på udvalgte internationale markeder.

Aktuelle internationale tilbud i Danish Life Science Cluster

For mere information

International Programme Manager

Karen Lindegaard

Danish Life Science Cluster
HUB Syddanmark
+45 2461 1931