Projekt hjælper kommuner og hospital til bedre samarbejde om at optimere tilsyn og få gavn af teknologi

Den nye sundhedsreform kalder på et stærkt digitalt og dataunderstøttet sundhedsvæsen med bedre samarbejde på tværs af kommuner og hospitaler. I Sønderjylland er første skridt allerede taget med et nyt velfærdsteknologisk netværk på tværs af fire kommuner og et sygehus. Netværket har allerede resulteret i optimeringen af et fælles hjemsendelsesforløb, hvor teknologi kan være med til at reducere 18 fysiske besøg i hjemmet til kun 6 – til gavn for både borgere og medarbejdere.

Når et patientforløb går på tværs af region og kommuner, er det afgørende at inddrage alle partner i planlægningen – og også gerne en ekstern rådgiver, der kan have det store overblik. Det er erfaringerne fra Sønderjylland, hvor Lærings- og Forskningshuset, Sygehus Sønderjylland har etableret et stærkt teknologisamarbejde med de fire omkringliggende kommuner.

Målet med samarbejdet er at undersøge de tilsyn, som går på tværs af hospital og kommune ved bl.a. at optimere arbejdsgange og udnytte de teknologiske muligheder, som findes. I sidste ende er håbet, at samarbejdet mellem sygehuset og kommunerne vil skabe øget tryghed hos borgere og medarbejdere.

Brug for bedre dialog om teknologier

Projektdeltagerne valgte at tage udgangspunkt i det eksisterende forløb ’Kom godt hjem’, som i dag fungerer i samarbejde mellem Sygehus Sønderjylland og Aabenraa, Haderslev, Sønderborg og Tønder kommuner. I samarbejde med Teknologisk Institut og to private virksomheder har projektet udviklet et nyt digitalt teknologidrevet koncept for ’Kom godt hjem’.

– Det har været vigtigt for os at skabe bedre dialog om teknologier mellem kommuner og sygehus. Derfor har vi valgt et konkret projekt at samarbejde om, hvor det har været afgørende, at alle de relevante kommuner har været med fra start. Og så har det været værdifuldt at have en videninstitution med, som kunne se vores arbejde fra et andet perspektiv, og som har erfaring med, hvordan vi kan anvende teknologi i de forskellige faser, fortæller Lone Boysen Lauritzen, lærings- og projektkonsulent, Sygehus Sønderjylland.

Projektet ’Monitorering af borgere og patienter i eget hjem’, er støttet af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.

Se hvilke andre projekter der er støttet af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen her

Samarbejde mellem sygehus og fire kommuner

Projektet peger ind i Sundhedsreform 2024’s vision om, at et stærkt digitalt og dataunderstøttet sundhedsvæsen er afgørende for omstillingen af sundhedsvæsenet og skal bl.a. bidrage til at understøtte, at flere kan behandles i eget hjem.

Projektets mål var at udvikle nye teknologiske samarbejdsformer ved hjælp af et generisk og digitalt understøttet forløb, som skulle testes op imod det allerede igangværende projekt for udskrivelse af patienter med hoftebrud i samarbejde mellem Sygehus Sønderjylland og de fire sønderjyske kommuner.

Projektet tog udgangspunkt i ældre gangusikre borgere som målgruppe. Når denne gruppe bliver udskrevet fra ortopædkirurgisk afdeling på Sygehus Sønderjylland er de afhængige af hjemmepleje og mobilisering i eget hjem. Derfor indgår de i det tværsektorielle tilbud ’Kom trygt hjem’.

Fra september 2023 til juni 2024 er der udskrevet 256 borgere til ’Kom trygt hjem’-tilbuddet i de fire kommuner. Tilbuddet består i dag af 18 fysiske besøg af forskellige faggrupper i borgerens hjem. Forløbet er derfor ressourcetungt både for kommuner og for borgerne.

Stort potentiale i anvendelsen af teknologi

Der er et kæmpe potentiale for at anvende teknologi til at møde nogle af de politiske krav om forebyggelse, behandling og tidlig opsporing i kommunerne og borgernes egne hjem, mener Martin Grønbæk Jensen, forretningsleder, Innovation og Digital transformation på Teknologisk Institut.

– I projektet benyttede vi os af den fordel, at ’Kom trygt hjem’ allerede var skemalagt. Derfor kunne vi i samarbejde udpege en række punkter for dataopsamling, hvor et fysisk besøg kunne erstattes eller understøttes af teknologi og derved optimere den viden der indsamles. I flere faser var data baseret på borgerens egne subjektive udsagn, og her har vi forsøgt at skabe en model, hvor også faktuelle data, som måling af borgerens vitale parametre indgår, forklarer Martin Grønbæk Jensen.

Virksomheder klar til at levere monitorering og kommunikation

To private virksomheder Ward24/7 og Teton.ai leverede sparring på de teknologiske muligheder for at effektivisere hjemsendelseskonceptet. Virksomhederne leverer monitorerings- og kommunikationsteknologier, der kan understøtte det nye koncept.

Virksomhedernes løsninger kan bl.a. måle aktivitet, søvnmønstre, toiletbesøg, indtag af mad og drikke samt de vitale værdier. Dette er med til at aflaste borgeren, så de ikke selv skal huske omfanget af deres gøremål, som måske kan virke uoverskueligt for en ældre borger, der bor alene og lige er udskrevet fra hospitalet.

Business casen i projektet viser et tilbud, der er mindre omkostningstungt, fordi borgeren ikke skal have besøg af lige så meget personale i deres hjem. Dette betyder, at der er potentiale til at frigøre sundhedspersonale til andre formål og opgaver i hjemmeplejen.
Desuden er forståelsen af borgerens fysiske tilstand optimeret på flere områder med realtidssundhedsdata fra monitoreringsteknologier, viser projektets rapport.

Øget samarbejde er en ekstra gevinst

En anden gevinst i projektet er, at Sygehus Sønderjylland og de fire kommuner nu har fået styrket deres samarbejde om teknologi- og dataudveksling, fortæller Lone Boysen Lauritzen.

I forlængelse af projektet er der blevet etableret et tværsektorielt velfærds- og sundhedsteknologisk netværk i Sønderjylland med Lærings- og Forskningshuset, Sygehus Sønderjylland, som tovholdere.

– Det har været en meget givende proces, hvor vi har fået indblik i fageksperternes arbejde på tværs af sektorerne. Projektet er toprelevant, og vi er nu på vej med at tage de første innovative skridt mod kravene i den nye sundhedsreform, hvor vi vil blive tvunget ud i nye relationer og strukturer på tværs af hospital og kommuner, siger Lone Boysen Lauritzen.

Håbet er nu, at kommunerne holder fast og får testet det nye koncept for hjemsendelser. Hver kommune har mulighed for at iværksætte prøvehandlinger og vil kunne bruge netværket til at dele erfaringerne med hinanden.

Danish Life Science Cluster er medfinansieret af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

For mere information

Seniorprojektleder

Freja Bertelsen

Danish Life Science Cluster
HUB Midtjylland
+45 2494 0183