Startup har opnået afgørende resultater gennem driftpilot – men der mangler stadig funding til skalering

Vejen til salg og skalering på sygehusene kan være lang og kompliceret for leverandører. En succesfuld dansk startup anbefaler, at løsninger testes og udvikles direkte i driften, så implementeringen bliver mere smidig. Men der er stadig brug for mere støtte til skalering og implementering, mener iværksætter og nyt medlem i Danish Life Science Cluster.
Mange startups bruger for mange kræfter på at indhente data og for lidt krudt på relationerne til læger, brugere og beslutningstagere. Det mener iværksætter og CEO Niels Kvorning fra virksomheden Melatech, hvis løsning i dag anvendes til at understøtte diagnostik og behandlingen samt læring inden for dermatologi i alle fem regioner.
– Forskningsdata er nødvendige, og den basale dokumentation skal naturligvis være på plads. Men derfra bør man hurtigt igangsætte et pilotprojekt direkte i driften, hvor løsningen tages i brug, testes og tilrettes at det personale, som skal anvende det i fremtiden. Det er afgørende at afklare, om løsningen kan fungere i den daglige drift, og driftprojektet kan hjælpe brugerne til at se sig selv i den nye løsning, mener Niels Kvorning.
Driftpiloten kan desuden danne grund for det afgørende relationsarbejde, som Niels Kvorning ikke mener, unge virksomheder må undervurdere.
Relationer er afgørende
Den danske teknologivirksomhed Melatech har udviklet en software-løsning til at understøtte lægerne i deres håndtering og diagnostik af hudlidelser som hudkræft og modermærkekræft. Løsningen består af en lærings-app (Dermloop Learn) og en klinisk platform (Dermloop).
Systemet indeholder en store-and-forward-teknologi som reducerer geografisk ulighed, ventetider på dermatologiske konsultationer og omkostninger til henvisninger og biopsier.
Der findes allerede en række dermatologiske teleløsninger på markedet, men det der ifølge Melatech adskiller deres løsning er, at den indeholder både læring, en AI-del til direkte feedback vedrørende billedkvalitet, support, og så kan den implementeres i de eksisterende journalløsninger.
Og Niels Kvorning mener, at det er kombinationen af driftpiloter og stærke relationer, der har været med til at sikre, at virksomheden nu står stærkt på det danske marked og har foden godt inde på det amerikanske marked.
Vigtigt at skabe de rette relationer
Sideløbende med, at Melatech har kørt pilotprojekter i driften blandt alment praktiserende læger på tværs af alle fem regioner og dermatologer både i det private og på Odense Universitetshospital og Gentofte Hospitals hudafdelinger – har Niels Kvorning nemlig arbejdet hårdt for at skabe relationer til de rette fagfolk på ledelsesniveau. Det gælder både i regionerne, Danske Regioner og hos PLO.
– Det giver værdi, at vi i dialogen med ledelseslaget kan følge resultaterne i driftpiloten, så både brugerne og beslutningstagerne kan komme med input løbende. Dermed har vi også sparet tid, fordi vi ikke skulle i gang med det egentlige kommunikations- og salgsarbejde efter projektets udløb – det foregik sideløbende, forklarer han.
Funding til skalering kan være afgørende
Melatech har modtaget funding fra bl.a. Innovationsfonden, en række investorer, og i 2023 modtog virksomheden godt 718.000 fra Erhvervsfyrtårn Life Science. Efterfølgende har virksomheden så vundet et stort udbud under SKI – Staten og kommunernes Indkøbsservice.
Men der mangler stadig funding, der er målrettet skalerings- og implementeringsfasen, mener Niels Kvorning.
– Vi må ikke underkende, hvor stor en opgave det er at implementere en løsning i sundhedsvæsnet – uanset hvor gode resultater, man har opnået i test og pilotprojekter. Den rette funding kan være afgørende for, om en værdiskabende løsning kommer i drift eller ej, mener Niels Kvorning, der bl.a. har holdt oplæg om behovet for funding i Danish Life Science Clusters netværk, Life Science Invest.