Supercomputere, sensorer og AI for bedre sundhed – se og hør highlights fra Driving Health Tech 2025
Sundhedsreformen kræver bedre brug af teknologi i sundhedsvæsnet. Heldigvis findes der allerede en lang række initiativer og erfaringer, der sætter sundhedsteknologi og digitalisering i centrum for et bæredygtigt og borgernært sundhedsvæsen. I samarbejde med fagforeningen IDA inviterede Danish Life Science Cluster til årets Driving Health Tech for at dele disse erfaringer – og for at skabe nye netværk på tværs af sektorerne inden for sundhed.
Læs her udvalgte highlights fra Driving Health Tech
Foto: Janni Denecke
Lene Oddershede, Senior Vice President, Novo Nordisk Fonden
Artificial intelligence er afgørende for udviklingen af medtech og nye sundhedsløsninger.
Men én af de udfordringer, der ofte bliver nævnt som en barriere for udvikling og træning af AI, er manglen på regnekraft, sagde Lene Oddershede, Senior Vice President, Novo Nordisk Fonden, da hun åbnede årets Driving Health Tech i Aalborg.
I efteråret indviede Novo Nordisk Fonden Europas største computer dedikeret til AI – kaldet Gefion – samarbejde med Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO)
– Vi er nødt til at blive dygtige til at anvende vores forskning og vores sundhedsdata til at forbedre medicin og teknologi. Målet er bl.a. at tiltrække internationale investorer, så Danmark og Europa kan følge med udviklingen i Asien og USA, som ikke er underlagt de sammen reguleringer for bl.a. brugen af data som os.
– Men med et fortsat stærkt samarbejde på tværs af det offentlige og det private, er jeg optimistisk omkring at drive healthtech fra Danmark, sagde Lene Oddershede.
Hør Lene Oddershede fortælle om Gefion.
Ulrik Rokkedal Therkildsen, CEO, Human Bytes
Sensorteknologien bliver kun bedre, billigere og mere effektiv fremover, og det styrker effekten af monitorering på distancen. Denne teknologi taler direkte ind i sundhedsreformens krav om
tidligere hjemsendelser, hjemmemonitorering efter operation, som forebyggelse eller når patient er indlagt i hjemmet.
– Men det vigtigste fokus, når vi taler nye teknologier, er effektiviteten af implementering. Her er der ingen quick wins, men fleksibilitet, tillid, villighed og nysgerrighed fra det offentlige er afgørende, sagde Ulrik Rokkedal Therkildsen.
Tal viser, at 77% af patienter er positive over for at få teknologiske løsninger med hjem til fortsat monitorering af deres sundhed.
Jeanett Strandbygaard, afdelingslæge og klinisk lektor, Københavns Universitet og Rigshospitalet – og projektleder på projektet OR Black Box
Ifølge oplægget foretages der 330 mio. operationer årligt på verdensplan. 40% af komplikationer på sygehusene opstår på operationsstuerne – og 50% af disse komplikationer kan undgås.
Ifølge Jeanett Strandbygaard findes der data, der kan forbedre denne statistik – men spørgsmålet er, om kulturen kan ændres til at byde de datadrevne optimeringer velkomne?
OR Black Box har testet, hvordan man kan indsamle data som bl.a. lyd og billeder fra operationsstuer mhp. at forbedre procedurer og opsamle viden om uhensigtsmæssige arbejdsgange. Projektet har allerede vist lovende resultater.
– Denne nye monitorering møder naturligvis en række barrierer som fx den psykologiske utryghed ved øget overvågning. Men for at kulturen kan ændres, og monitorering på operationsgangene bliver vendt til en stærk værdi, er der behov for modigt lederskab, sagde Jeanett Strandbygaard bl.a.
Mads Duedahl, næstformand i Danske Regioner og regionsrådsformand, Region Nordjylland
Kunstig intelligens kan være en rigtig god hjælper til at optimere behandling og arbejdsgange.
Derfor har Region Nordjylland udpeget tre områder, hvor AI særligt får i fokus. Det gælder hovedområderne diagnostik, kræftområdet og patientpleje. Derudover anvender Region Nordjylland allerede AI til at analysere scanningsbilleder fra skaderøntgen og ved brystkræftscreening.
Regionen har netop modtaget en donation på over 26 millioner kroner fra Melsen Fonden til ni nye AI-løsninger på de nordjyske hospitaler.
– Donationen er med til at sætte os helt i front i Danmark inden for AI på hospitalerne, sagde Mads Duedahl bl.a.
Se video fra Driving Health Tech 2025