Teknologi kan være et svar på børn og unges udfordringer med mental sundhed

Skærme skaber dårlige trivsel blandt børn og unge, og vi bruger for meget tid foran skærmen. Sådan lyder det fra mange sider i dag. Men faktisk viser en række erfaringer nu, at skærme og anden teknologi kan være et værdifuldt værktøj, der kan være med til at forbedre trivslen for børn og unge. Læs mere om bl.a. VR-briller, der skaber ro, AI-modeller, der hjælper børn og voksne med at kommunikere sammen og digitale forløb til skilsmissebørn og teenagere med ondt i maven.

Denne artikel blev første bragt i Politikens Sundhedssektoren, okt. 2025.

Kan børn finde ro og koncentration ved hjælp af VR-briller? Kan vi voksne blive bedre til at kommunikere med unge, hvis vi øver os på en digital figur, altså en avatar? Og kan unge komme lettere gennem en uddannelse, når de har en slags mentor med på mobilen?

Ja, det mener en lang række danske leverandører af teknologi og fagpersoner, der ser teknologien som en mulig vej til bedre selvforståelse, livsmestring og mental sundhed for eksempelvis børn og unge. Læs her om en række teknologier, der på sigt kan være med til at skabe bedre mental trivsel.

Teknologien kan udvikle bedre selvhjælpsløsninger

Nicole Nadine Lønfeldt, psykolog og associate professor

Når et barn eller et ungt menneske har det svært, vil mange forældre nok vurdere, at det til tider kan være svært at nå ind til sit barn eller det unge menneske – og hvis barnet tilmed døjer med psykiske udfordringer, er opgaven formentlig endnu større. Men kan man som voksen blive bedre til at kommunikere, hvis man bruger en teknisk løsning?

– Der findes en række gennemprøvede programmer og bøger, som hjælper forældre med at håndtere deres børns svære følelser og udfordrende adfærd. Med teknologiens hjælp kan vi nu udvikle selvhjælpsløsninger, som er fleksible og kan tilpasses familiens behov – og som kan give feedback, støtte og sparring i konkrete situationer, præcis når behovet opstår, forklarer Nicole Nadine Lønfeldt, psykolog og associate professor, Forskningsenheden ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden, Institut for Psykologi, Københavns Universitet.

Kunstig intelligens kan tilpasse løsningen til den enkelte bruger

Projektchef for sundhedsteknologi på Teknologisk Institut og professor på Aalborg Universitet, Trine Rolighed Thomsen bakker op:

– Mange af de børn og unge voksne, som lige nu døjer med trivslen er digitalt indfødte, og de er dermed vant til at bruge teknologi som interaktivt hjælpemiddel i utallige situationer. Lige nu ser vi et voksende marked af teknologier, der kan spille en aktiv rolle i en af tidens store samfundsudfordringer, nemlig den mentale mistrivsel. Teknologiske løsninger kan være interaktive og endda AI-styrede, så de tilpasses behov og bruger. Og ofte kan løsningen anvendes hjemme i private omgivelser, hvilket kan være endnu en fordel, mener Trine Rolighed Thomsen.

Både hun og Nicole Nadine Lønfeldt slår fast, at teknologiske løsninger naturligvis skal valideres korrekt og kun anvendes efter samarbejde med fagfolk.

pil til læs mereLæs også: Den mentale sundhed bliver bedre, når vi arbejder sammen

AI skal lære voksne og børn at tale bedre sammen

Nicole Nadine Lønfeldt har netop samarbejdet med den danske virksomhed Interhuman AI, som udvikler kunstig intelligens, der søger at forstå menneskers sociale signaler og opførsel. Nicole Nadine Lønfeldt og Interhuman AI vil skabe en ’AI-forældre-træner’, der skal bruges til at træne forældre og andre voksne i, hvordan de bedst kommunikerer og interagerer med børn, som lider af svære følelser og problematisk adfærd.

Løsningen fungerer ved, at den voksne øver sig interaktivt via en skærm med en AI-avatar, som ligner et barn. Her gennemgår man en række udfordrende situationer, hvor barnet eksempelvis er vred, utilnærmelig, ulykkelig eller frustreret.

En amulet i hånden kan sikre rolig vejrtrækning

En anden virksomhed, MindMind ApS. peger på, at mange børn og unge kan have gavn af evidensbaserede åndedrætsredskaber til at skabe ro, nærvær og bedre fokus i hverdagen. Derfor har de bl.a. udviklet en sansestimulerende ’amulet’, som passer i en håndflade. Skolebørn og andre kan holde amuletten i hånden, og så kan den hjælpe med at skabe fokus, rolig vejrtrækning og nærvær.

Casper Craggs og amuletten

– Det hæsblæsende tempo, som mange børn lever i, kan give anledning til stress, frustration og konflikter. Derfor hjælper vores lille device børnene til at falde til ro og komme ned i tempo igen. To minutter et par gange om dagen har en kæmpe effekt, vurderer Casper Craggs, direktør i MindMind ApS.

De nævnte løsninger er testet eller videreudviklet i det landsdækkende partnerskab Erhvervsfyrtårn Life Science, hvor leverandører, sundhedssektor, forskning og en række andre organisationer samarbejder om at skabe innovation inden for mental sundhed og lighed i sundhed.

pil til læs mereLæs også: Digitalt behandlingsforløb hjælper børn med ondt i maven

Globalt medicinalfirma følger udviklingen

Ifølge Vidensråd for Forebyggelse kan psykisk sygdom og mental mistrivsel hos børn og unge forebygges, bremses og behandles. Et af målene for regeringens 10-årsplan for psykiatrien er netop at opspore børn og unge tidligt, når de har psykisk mistrivsel eller symptomer, før det udvikler sig til alvorlig psykisk sygdom. Men der mangler indsatser, der kan iværksættes tidligt, og derfor kræver 10-årsplan for psykiatrien bl.a., at landets kommuner er klar med let tilgængelige tilbud til børn og unge.

På den baggrund har Erhvervsfyrtårn Life Science sat spot på emnet mental sundhed i samarbejde med bl.a. virksomheder, kommuner, hospitaler og forskningen. Den danske medicinvirksomhed Lundbeck bærer formandskabet i Erhvervsfyrtårnet.

– Som international spiller på området for mental sundhed og psykiatri vil vi gerne være med til at støtte, at der bliver udviklet nye innovative forskningsbaserede løsninger, der kan forbedre og styrke den mentale trivsel. Vi føler medansvar for at være med til at finde nye løsninger, og det er interessant og lærende at følge, hvordan de mindre virksomheder kan være med til at innovere området, bl.a. gennem Erhvervsfyrtårn Life Science, siger Karin Jexner Hamberg, Chief Medical Officer og SVP i Lundbeck.

Gymnasielever hjælper hinanden gennem uddannelsen

Også på uddannelsesområdet for unge kan teknologien være en støtte til bedre mental trivsel. Ifølge mediet Gymnasieskolen vurderer ca. hver femte gymnasieelev, at de ikke trives, mens tallet er højere på andre ungdomsuddannelser.

Derfor har virksomheden Social Learning bl.a. skabt mentorordningen Ung-til-Ung-Mentor, hvor elever frivilligt engagerer sig for at hjælpe andre elever på studiet. Når støtten kommer fra en jævnaldrende, opstår der en særlig spejling, som kan støtte til elever, der har sværere ved at finde balance, studiestruktur, overskud og trivsel i ungdomslivet.

pil til læs mereLæs også: Et liv uden stemmer ved hjælp af virtual reality

Mentorordningen har tidligere været fysisk, men nu er der udviklet en digital version, som gør det nemt for de unge at tilmelde sig og kommunikere anonymt, hvis man ønsker det. Desuden kan den digitale mentormodel matche mentorer og mentees på tværs af gymnasier og gøre hele processen mere fleksibel og tilgængelig.

– Vi kan se, hvor stor værdi det har, når unge spejler sig i hinanden og får en ramme for samtaler, der styrker trivsel og studievaner. Men hvis formatet udelukkende er fysisk, kan det blive udfordret, fordi målgruppen lever digitalt, og for nogle kan det være grænseoverskridende at bede om hjælp. Her er det måske nemmere at kommunikere via en app, som de også gør i mange andre sociale sammenhænge, forklarer Natacha Vinding, medstifter af Social Learning. Ung-til-ung-mentorordningen har indtil videre mentorkorps på seks skoler.

VR, digitale forløb og tidligere indsats

Af andre teknologiske løsninger, der bliver testet og tilpasset i Erhvervsfyrtårn Life Science, kan nævnes:
• VR-briller, som skaber ro for børn med opmærksomhedsforstyrrelser
• Digitalt støtteforløb til børn og forældre i familier, der gennemgår en skilsmisse eller opbrud
• En platform der vurderer risikoen for mistrivsel blandt skolebørn med henblik på en tidlig indsats.
• Forløb og digitale øvelser til hjælp til familier med børn med funktionelle mavesmerter.

Der bliver testet og tilpasset flere teknologiske løsninger i Erhvervsfyrtårn Life Science

Måske på vej til landets kommuner?

Flere af de nævnte løsninger kan måske i fremtiden blive til kommunale tilbud til landets børnefamilier. Løsninger og resultater bliver i hvert fald fulgt med interesse af flere kommuner i Erhvervsfyrtårn Life Science, bl.a. i Vallensbæk.

– Det er vigtigt, at vi som kommune holder os opdateret og bliver ved med at være nysgerrige efter, hvilke nye muligheder og potentialer, der findes. Vi har særligt fokus på vores børn og unge, som vi ønsker skal vokse op og blive selvhjulpne, livsduelige voksne – og derfor følger vi med og støtter virksomhedernes aktiviteter, hvor vi kan, siger Henrik Rasmussen, borgmester i Vallensbæk Kommune og en del af hovedkonsortiet i Erhvervsfyrtårn Life Science.

Alle de teknologiske løsninger, som er nævnt, er blevet testet – eller skal testes – af relevante målgrupper og valideres af fagpersonale. Desuden skal der naturligvis tages højde for en række etiske og sociale aspekter, inden løsningerne for alvor kan skabe værdi.

pil til læs mereLæs mere om: Erhvervsfyrtårn Life Science

Erhvervsfyrtårn Life Science er medfinansieret af Den Europæiske Union og Virksomhedsudvikling Danmark.

For mere information

Seniorprojektleder

Kirsten M. Danielsen

Danish Life Science Cluster
HUB Hovedstaden
+45 2939 4481