Tre år med spotlight på mental sundhed: Lundbeck giver stafetten videre med stærke erfaringer og nye perspektiver på partnerskaber
Efter tre år i spidsen for Erhvervsfyrtårn Life Science ser virksomheden Lundbeck tilbage på et formandskab med unik viden om offentlig-private partnerskaber, nye løsninger og stor international interesse for den danske samarbejdsmodel. Nu giver de stafetten videre til LEO Pharma med en række erfaringer og læringer, som skal være med til at forme næste kapitel i Erhvervsfyrtårn Life Science.
Da Lundbeck i 2023 overtog formandskabet for Erhvervsfyrtårn Life Science, blev spotlightet rettet mod mental sundhed. Ambitionen var klar: at samle virksomheder, sundhedsaktører og vidensinstitutioner om at udvikle løsninger på nogle af samfundets største sundhedsudfordringer.
Tre år senere ser Karin Jexner Hamberg, Chief Medical Officer og SVP i Lundbeck, tilbage på et formandskab, som har været både lærerigt og meningsfuldt. Sammen med resten af partnerkredsen i Erhvervsfyrtårn Life Science har Lundbeck været med til at styrke samarbejdet på tværs af sektorer, skabe nye partnerskaber og sætte danske erfaringer med offentlig-private samarbejder på det internationale landkort.
Erfaringer bringes med til næste partnerskab
Nu afsluttes fasen med fokus på mental sundhed, men de erfaringer og læringer om at drive partnerskaber, som er opbygget gennem formandskabet, skal leve videre og danne afsæt for den næste fase af samarbejde i Erhvervsfyrtårn Life Science.
– Det har været både inspirerende og meningsfuldt at stå i spidsen for Erhvervsfyrtårn Life Science. Stor tak til alle partnerne, som med engagement, faglighed og samarbejdsvilje har været med til at skabe resultater med værdi for patienter og samfund. Særligt de mange små virksomheder, som med deres idéer og drive bliver ved med at inspirere os til at tænke nyt, sagde Karin Jexner Hamberg bl.a. til Diana Arsovic og Danish Life Science Cluster, som er den samlende platform under fyrtårnet.
Dette tager Lundbeck med videre:
- Mental sundhed skal fortsat være en fælles samfundsdagsorden.
- Fremtidige partnerskaber skal designes med evidens, implementering og skalering for øje.
- Den næste fase kan bygge videre på et stærkere fundament af erfaringer og samarbejde.
Vigtige læringer fra andre hjørner af branchen

Et af Lundbecks fokuspunkter har været at opsamle evidens – både fra løsninger og fra den partnerskabsmodel, der ligger til grund for Erhvervsfyrtårn Life Science. Da sporet om mental sundhed officielt blev afsluttet, pegede et panel, modereret af professor Maria Kristiansen, Københavns Universitet, på en række vigtige læringer om partnerskabet fra hver deres perspektiv.
Jakob Harder, dekan, Københavns Professionshøjskole:
– Vi efterspørger ofte evidens for teknologien. Men vi har mindst lige så meget brug for viden om, hvordan løsninger faktisk implementeres og bruges i praksis.
Marie Paldam Folker, centerchef, Center for Digital Psykiatri:
– Mental sundhed er komplekst, fordi udfordringerne ofte opstår i mellemrummene mellem sektorer og tilbud. Derfor kræver løsningerne et stærkt samarbejde på tværs.
Brian Holch Kristensen, innovationschef, Bispebjerg Hospital:
– Virksomheder er ofte hurtige til at omstille sig. Det offentlige arbejder under andre vilkår, og derfor skal vi blive bedre til at bygge bro mellem de to verdener. Vi er stadig for låste af eksisterende indkøbsstrukturer. Hvis vi vil accelerere innovationen, skal vi tænke de store indkøbsplaner ind langt tidligere.
Karin Jexner Hamberg, SVP i Lundbeck:
– Lighed i sundhed handler ikke om, at alle skal have det samme. Det handler om, at alle skal have mulighed for at få det samme ud af de løsninger, vi udvikler.

Erhvervsfyrtårn Life Science fortsætter de næste tre år med LEO Pharma som formand.
Aktiviteten er medfinansieret af Virksomhedsudvikling Danmark og Den Europæiske Union.
For mere information

