Udfordringerne inden for mental mistrivsel skal løses i samarbejde mellem private virksomheder og det offentlige

Mental mistrivsel er blevet én af Danmarks dyreste og mest bekymrende sundhedsudfordringer. Udfordringerne er synlige i skolerne, blandt de unge, på arbejdspladserne og blandt de ældre. Derfor er der brug for nye løsninger – og her kan samarbejde mellem de private virksomheder og det offentlige skabe resultater, viser erfaringer.

Denne artikel er oprindelig bragt i Politikens tillæg Sundhedssektoren, okt. 2024.

Området for mental sundhed er komplekst, bl.a. fordi omfanget af diagnoser er enormt, og danskere i alle aldre rammes. Desuden er behandlingsansvaret fordelt på flere offentlige sektorer og involverer mange aktører og faggrupper.

Derfor er der brug for nye innovative løsninger, og eksperter peger på samarbejder mellem diverse sektorer.

På psykiatriområdet er der et kæmpe uudnyttet potentiale i de private virksomheder.
Det vurderer Carlo V. Andersen, kontorchef i Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Han var med til at drive arbejdet bag psykiatriplanen, 10-årsplan for psykiatrien og mental sundhed.

– Det er vigtigt, at vi udforsker tanken om samskabelse på psykiatriområdet. Der er et kæmpe behov for, at vi skaber indsatser på tværs – jeg tror, at arbejdsmarkedet og virksomhederne kan være en vigtig del af løsningen på de mange mentale udfordringer, vi ser, mener Carlo V. Andersen.

Dansk virksomhed laver bedre løsninger sammen med andre

Screenshot fra Boblbergs digitale platform

En af de private virksomheder, som har haft stor værdi af at samarbejde med andre organisationer om at skabe bedre mental sundhed, er danske Boblberg. Virksomheden har udviklet et virtuelt rum for sociale fællesskaber, hvor brugerne kan mødes og danne venskaber baseret på interesser.
Platformen er udviklet i samarbejde med en række kommuner, og siden 2016 er Boblberg løbende blevet udviklet i tværgående partnerskaber. Platformen har i dag 620.000 brugere i Danmark og Sverige, fortæller medstifter Anders Vestergaard Stæhr.

– Det er helt afgørende, at vi får viden og kompetencer fra fx kommuner, foreninger og andre organisationer. Vi skaber bedre løsninger, når vi samarbejder med andre aktører, der kan supplere vores viden og perspektiver på målgruppens behov og udfordringer mv.

Lige nu arbejder Boblberg sammen med Krifa, Røde Kors og Impactly om at skabe en AI-løsning, der kan være med til at opspore mental mistrivsel som ensomhed, stress og angst blandt brugere på Boblberg-platformen. Gennem digitale samtaleforløb og kurser sigter projektet mod at forbedre borgernes mentale trivsel og livstilfredshed.

 

Minister og erhvervsstrategi ønsker på flere partnerskaber

Også erhvervsminister Morten Bødskov fremhævede samarbejdet mellem virksomheder og det offentlige, da erhvervsfremmestrategien ’Virksomhedsudvikling i hele Danmark’ blev præsenteret tidligere i år. I strategien fremhæves samarbejderne i de danske erhvervsfyrtårne for at skabe lokal og national sammenhæng ved, at virksomheder, videninstitutioner og myndigheder arbejder sammen om langsigtede mål.

Ét af disse erhvervsfyrtårne, Erhvervsfyrtårn Life Science, arbejder bl.a. for at danne samarbejder og partnerskaber, der kan udvikle nye løsninger og ny viden om mental sundhed.

H. Lundbeck A/S er en del af hovedkonsortiet i Erhvervsfyrtårn Life Science – Mental Sundhed. Chief Medical Officer Karin Jexner Hamberg ser stor værdi i at virksomheden stiller sin viden og erfaringer til rådighed og er med til at danne stærke offentlige-private partnerskaber.

– Lundbecks fokus og historie ligger på behandlingsområdet. Men gennem Erhvervsfyrtårn Life Science kan vi være med til at udrette så meget mere. Og for at forbedre den mentale sundhed i Danmark er der brug for innovative løsninger og samarbejder. Vi skal omfavne innovation, teknologi og evidensbaseret praksis, så vi kontinuerligt kan forbedre psykiatriske tilbud og skabe bedre muligheder for personer, der lever med svær psykiatrisk sygdom, siger Karin Jexner Hamberg.

pil til læs mereLæs mere om: Erhvervsfyrtårn Life Science

Arbejdspladser, ny viden og innovationsprojekter

Da Erhvervsfyrtårn Life Science blev lanceret af var første fokus ’Sund Vægt’, mens temaet ’mental sundhed’ blev tilføjet i 2023.

Siden Erhvervsfyrtårn Life Science blev lanceret af Erhvervsministeriet i 2021 har initiativet engageret flere end 400 offentlige og private partnere i projekter og aktiviteter om udvikling, dokumentation, vidensopsamling og behovsafdækning i Danmark.

Konsortiet bag erhvervsfyrtårnet består af bl.a. kommuner, regioner, virksomheder og uddannelsesinstitutioner, der byder ind med hver deres kompetencer og prioriteringer. Den nationale sundhedsklynge, Danish Life Science Cluster, er den drivende partner og bidrager med en neutral platform for samarbejde og netværk.

Analyser viser, at Erhvervsfyrtårn Life Science har skabt mindst 26 nye job, engageret flere end 350 danske virksomheder og drevet over 50 samarbejdsprojekter, mens der er mange flere på vej.

Erhvervsfyrtårn Life Science er medfinansieret af Den Europæiske Union.

For mere information

Seniorprojektleder

Kirsten M. Danielsen

Danish Life Science Cluster
HUB Hovedstaden
+45 2939 4481