Værdi kommer først, når viden omsættes til handling til gavn for borgerne – Forskningsprojektet Tværspor klar til næste fase
Vi skal blive bedre til at bruge danske sundhedsdata. Med dette mål blev forskningsprojektet TVÆRSPOR skabt. Nu er partnerne bag TVÆRSPOR klar med en statusrapport over samarbejdets første 18 delprojekter – og projektets aktiviteter overgår nu fra indsamling af viden til reel implementering.
Sundhedsdata, digitalisering og ny kliniknær teknologi kan være med til at møde udfordringerne med flere ældre, mange kronikere og faldende arbejdsstyrke.
Dette er baggrunden for forskningsprojektet TVÆRSPOR, som blev skabt i 2016, fordi der allerede på det tidspunkt var et tydeligt behov for nye måder og ny viden om patientforløb på tværs af sektorer.
I TVÆRSPOR sammenkobles tværsektorielle sundhedsdata fra primær og sekundær sektor med udvalgte registerdata for alle voksne borgere bosiddende i Region Midtjylland.
TVÆRSPOR indeholder på nuværende tidspunkt kommunale data fra Aarhus Kommune samt Horsens-klyngen, som består af Regionshospitalet og kommunerne Horsens, Skanderborg, Odder og Hedensted.
– I TVÆRSPOR kobler vi data på tværs af kommuner og regioner og bidrager med ny viden og teknologi til at løfte nogle af de udfordringer, som vores sundhedsvæsen står overfor, lyder det på TVÆRSPOR.dk fra Anders Kühnau, formand for Danske Regioner.
Der er planer om at udvide datagrundlaget med de resterende kommuner i Region Midtjylland, og på sigt gerne inklusion ud over regionens grænser.
Læs om: TVÆRSPOR
Fra indsamling af viden til implementering
Statusrapporten fra TVÆRSPOR markerer også et vendepunkt, hvor projektet går fra primært at generere ny viden og nye kliniknære løsninger til også at have fokus på implementering til direkte gavn for borgere og sundhedsprofessionelle.
– Den viden, vi har opnået indtil nu, er værdifuld, men dens sande værdi kommer først til udtryk, når den omsættes til handling og gavn for borgerne, skriver Mette Ringtved, sygeplejefaglig og direktør og Marianne Johansson Jørgensen, forskningsleder, Regionshospitalet Horsens i projektets statusrapport.
Statusrapporten beskriver 18 delprojekter, læs bl.a. mere om:
• Forebyggelse af genindlæggelser blandt ældre medicinske patienter
• Kunstig intelligens til forebyggelse af underernæring og indlæggelse af ældre
• Kvinders forbrug af sundhedsydelser i fem år før infertilitetsdiagnose
• Tidlig opsporing af akut kritisk sygdom blandt indlagte patienter ved hjælp af explainable AI
• Maskinlæringsbaseret forudsigelse af klinisk forværring på sengeafdelinger
Konkrete forbedringer skal gavne den enkelte borger
Målet med TVÆRSPOR er at samarbejde mod et fælles mål om at skabe et sundhedsvæsen, der er mere sammenhængende, effektivt og ikke mindst borgercentreret, lyder det fra Mette Ringtved og Marianne Johansson Jørgensen.
– Vi ønsker ikke blot at lave forskning og innovation for forskningens og innovationens skyld, men at skabe konkrete forbedringer i sundhedsvæsenet, der vil gavne hver enkelt borger. Succesen bag TVÆRSPOR ligger i et tæt samarbejde mellem vores tværsektorielle styregruppe, forskere, sundhedsprofessionelle, Region Midtjyllands jurister og eksterne samarbejdspartnere.
Projektet er udført i et samarbejde mellem: Region Midtjylland, Horsens Kommune, Odder Kommune, Skanderborg Kommune, Hedensted Kommune, Aarhus Kommune, repræsentanter fra Almen Praksis Aarhus Universitet og Danish Life Science Cluster