Virksomheder søges – Kom og vær med til at udvikle fælles løsning for nødkald for fem kommuner

I dag bruger kommunerne for meget tid på opgaver i hjemmeplejen, som kan klares på distancen. Fem kommuner inviterer virksomheder til dialog for at finde nye måder at organisere hjemmeplejen på. Et ønske er bl.a. at skabe en central responsfunktion for nødkald.

Hvordan kan man organisere sig, så man udnytter potentialet i nye digitale løsninger som skærmbesøg, medicinrobotter samt sensorer til at øge trygheden for plejekrævende borgere i eget hjem?

Det er nogle af de store spørgsmål, som fem kommuner sammen vil finde svarene på. Derfor inviteres danske virksomheder til markedsdialog den 18. september 2024 i Aabenraa.

Bag arrangementet står Aabenraa, Ringkøbing-Skjern, Sønderborg, Tønder og Ærø kommuner samt CO-PI (Center for offentlig-privat innovation)  og Danish Life Science Cluster.

Masser af potentiale i at investere i en central responsfunktion

Et af målene med markedsdialogen er at få inspiration og finde løsningsforslag til, hvordan alarmopkald fra borgere i eget hjem kan varetages værdigt og effektivt. Lotte Boserup, der er områdeleder i Hjemme- og Sygeplejen i Ringkøbing-Skjern Kommune, ser frem til at møde en lang række virksomheder med viden på området.

Hun forklarer, at kommunen i dag bruger for meget tid på opgaver, hvor medarbejdere i hjemmeplejen kører forgæves og spilder tid på landevejene.

Mød bl.a. Lotte Boserup, områdeleder i Hjemme- og Sygeplejen i Ringkøbing-Skjern Kommune ved Markedsdialogen.

Ringkøbing-Skjern Kommune varetager i dag selv alarmer fra de 1.000 borgere, der er visiteret til nødkald. Over halvdelen af nødkaldene er fejlopkald eller uhensigtsmæssig brug.

– Det er en tidsrøver for os, da vi ofte ikke ved, hvorfor de kontakter os, før vi er fremme. Det kan være et fejltryk eller en borger, som fx ikke kan finde sin fjernbetjening, fortæller Lotte Boserup og uddyber:

– Vi har behov for at få udviklet en ny central løsning til at håndtere henvendelser fra borgere, der er visiteret til nødkald. De mange fejlkald og tryghedskald, som ikke er akutte, tager tid fra pleje- og omsorgsopgaverne. Det bliver særligt udfordrende, når antallet af ansøgere til stillinger inden for sundheds- og omsorgsområdet er blevet markant lavere.

Læs mere om markedsdialogen og tilmeld dig her

Skal have frigivet ressourcer til kerneopgaven

I fremtiden vil der komme flere plejekrævende borgere med behov for at blive boende i eget hjem trods helbredsmæssige udfordringer.

Derfor skal der frigives ressourcer til den kerneopgave, medarbejderne løser ude hos borgerne – ellers kan Ringkøbing-Skjern Kommune ikke følge med udviklingen.

Lotte Boserup fortæller, at Ringkøbing-Skjern Kommune ønsker at blive klogere på mulighederne for at komme i dialog med borgerne fx via skærmbesøg og sensorer i borgerens hjem. Derfor er ønsket at få udviklet og tilpasset en samlet løsning, der kan dække vores komplekse behov.

På udkig efter nye måder at organisere 

Også Aabenraa, Sønderborg, Tønder og Ærø kommuner er på udkig efter nye måder at organisere og løse deres opgaver på for at skabe mere kapacitet i den kommunale syge- og hjemmepleje.

Alle fem kommuner deltager i skaleringsprocessen ’Sammen om ny teknologi og centraliseret respons’, som faciliteres af CO-PI.

Målet med samarbejdet i skaleringsprocessen er at frigive ressourcer i kommunerne. Metoden er at gå i dialog med markedet.

Vil i dialog med virksomhederne om responsfunktion

Til markedsdialogen den 18. september vil de fem kommuner derfor i dialog med virksomhederne om kommunernes behov for at kunne håndtere forskellige opkald og opgaver via en fælles central responsfunktion.

Responsfunktionen skal kunne håndtere både akut og planlagt kontakt, monitorering og tilsyn på distancen.

– Nu rækker vi hånden ud til private aktører, der har viden på området. Mange opgaver kan klares på distancen ved at udnytte potentialet i nye teknologiske løsninger i en ny organisering. Medarbejderne er den knappe ressource i syge- og hjemmeplejen i dag. De skal hjælpe borgere i hjemmet, når det er afgørende nødvendigt, at de er til stede hos de ældre borger, fortæller Anne Marie Berg, seniorprojektleder fra CO-PI.

Hvilke løsninger skal indgå i en central responsfunktion?

På markedsdialogen vil deltagerne blive involveret i at udforme opbygningen af en responsfunktion:

  • Hvilke teknologiske løsninger kræver det?
  • Hvad findes i markedet i dag?
  • Hvad skal udvikles i samarbejde?

Efter markedsdialogen inviteres interesserede virksomheder til yderligere dialog i 1:1 møder, hvor parterne kan blive mere konkrete om mulige nye teknologiske tiltag, potentialer for samarbejde og kompetencer i forhold til etableringen af et fælles responscenter.

På sigt skal samarbejdet, der faciliteres af CO-PI i en skaleringsproces med Danish Life Science Cluster, munde ud i ét eller flere offentligt-private innovative udbud.

Målet er at skabe en effektiv og fremtidssikret hjemmepleje, hvor teknologi frigør tid til kerneopgaverne og sikrer værdig pleje for alle borgere.

Foto fra iStock.

For mere information

Community Manager

Lotte Aagard Kappel

Danish Life Science Cluster
HUB Midtjylland
+45 2346 3260