Hvor kan jeg teste min løsning? Få overblik over testfaciliteter i Danmark
Danske virksomheder skal have optimale muligheder for at udvikle, teste og demonstrere nye produkter og services. Derfor vil den digitale oversigt over danske testfaciliteter blive opdateret i foråret 2024. Fremover vil søgeportalen Danske Testfaciliteter indeholde flere lokationer, og brugervenlighed bliver optimeret.
Fungerer vores løsning i det rette miljø og i de ønskede situationer?
Den danske erhvervsstruktur er domineret af mindre virksomheder, som kun i begrænset omfang har mulighed for selv at teste nye teknologier og produkter og validere nye forretningsidéer.
Derfor er fortsat økonomisk vækst afhængig af, at danske virksomheder får bedre muligheder for at udvikle, teste og demonstrere deres nyudviklede produkter og services. Det forudsætter et overskueligt overblik over danske test-, demonstrations- og udviklingsfaciliteter.
Søgeportalen Danske Testfaciliteter er skabt for at give virksomheder adgang til opdateret information om disse faciliteter, som kan være tilgængelige for virksomhederne.
Digitalt overblik klar til opdatering
I 2020 blev det digitale overblik over danske test-, demonstrations- og udviklingsfaciliteter lanceret. Søgeportalen ’Danske Testfaciliteter’ er nu klar til en opdatering, der vil gøre det endnu nemmere for danske virksomheder at finde det rette sted at få testet eller dokumenteret deres løsning.
Klik på kortet og se det digitale overblik over Danske Testfaciliteter på Virksomhedsguiden
Database kan hjælpe virksomheder på vej mod markedet
Søgeportalen findes på Virksomhedsguiden under Erhvervsstyrelsen og giver et unikt overblik over danske test-, demonstrations- og udviklingsfaciliteter.
– Det kan være afgørende for en lille virksomhed, en startup eller en spinoff-virksomhed at få adgang til avanceret udstyr, så de har den rette dokumentation, inden de skal på markedet. Derfor er databasen over testfaciliteter værdifuld, og vi ser frem til at være med til at optimere den til gavn for virksomheder, der bl.a. udvikler nye løsninger til sundhedsområdet, siger Freja Bertelsen, projektleder i Danish Life Science Cluster.
I portalen kan man søge på faciliteterne efter branche – fx ’life science og velfærdsteknologi’ – eller i fritekst. Desuden kan man klikke sig ind på danmarkskortet og finde de tilgængelige faciliteter i et geografisk område.
Klar til opdatering
Kortlægningen er initieret af Forskningsalliancen, som består af Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV), Dansk Industri (DI), Dansk Metal og Ingeniørforeningen (IDA) i samarbejde med GTS-foreningen.
Ifølge Senior Advisor Martin Bech, Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) bliver databasen opdateret i foråret 2024. I den anledning opfordres brugere og repræsentanter fra testfaciliteter til at være med til at sikre, at alle tilgængelige testfaciliteter findes i søgeportalen.
Er din testfacilitet ikke med på den digitale platform Danske Testfaciliteter kan du kontakte Martin Bech: mab@atv.dk.
Kontakt en medarbejder
Danish Life Science Cluster har videnbromedarbejdere tilknyttet alle landets universiteter, som ligeledes kan vejlede om adgang til testfaciliteter.
Kontakt evt.
- SDU – Syddansk Universitet: Susan Nøttrup, susc@sdu.dk
- AU – Aarhus Universitet: Jesper Friis Mortensen, jfm@au.dk
- RUC – Roskilde Universitets Center: Lise Philipsen, liph@ruc.dk
- DTU – Danmarks Tekniske Universitet og KU – Københavns Universitet: Signe Ulrik Holm, suh@danishlifesciencecluster.dk
- AAU – Aalborg Universitet: Anne Schüsler Dethlefsen, asde@hst.aau.dk