Ny pulje skal starte innovationen hos medarbejderne – viden fra klinikken skal skabe nye løsninger
Sygehuse fra hele landet inviteres til at søge midler i det nystartede projekt BETA.HEALTH. Projektet skal hjælpe viden og erfaringer fra de sundhedsfaglige medarbejdere til at blive til nye innovative løsninger, som kan skaleres til hele landet. Der vil blive uddelt op til 15 mio. kr. årligt, og du kan allerede nu få vejledning til ansøgningen.
Danish Life Science Cluster skal være med til at forme partnerskaber i BETA.HEALTH – Danmarks nye nationale innovationsplatform for fremtidens sundhedssektor. Vi skal bl.a. hjælpe med at støtte hospitaler og virksomheder, som er klar til at udvikle fremtidens sundhedsløsninger inden for bl.a AI og datadrevne medical devices.
Alle klinikere fra danske hospitaler kan ansøge om at blive optaget i innovationsplatformen, hvor målet er at skabe nye innovative løsninger ved hjælp af viden, forskning og erfaringer fra det kliniske område i hele landet.
– BETA.HEALTH er et stærkt tilbud til ansatte på hospitaler i hele landet. I Danish Life Science Cluster er vi stærke på at matche de rigtige medarbejdere med de rette eksterne kompetencer. Derfor kan vi bidrage med klyngens kernekompetencer i dette nye ambitiøse innovationsinitiativ, hvor målet er forskningsbaseret innovation, forklarer Gitte Kjeldsen, senior projekt manager i Danish Life Science Cluster og BETA.HEALTH.
Læ mere på projektets hjemmeside
Innovation i klinikken er en del af løsningen
BETA.HEALTH er sponseret af Novo Nordisk Fonden og blev for nylig lanceret af Rigshospitalet og Aarhus Universitetshospital. Den nye nationale innovationsplatform bliver den hidtil største satsning i Danmark på at integrere iværksætteri i både kultur og praksis på hospitalerne.
– Sundhedspersonalet kender patienternes behov, og de har stort indblik i, hvad der vil fungere i praksis, så derfor er det oplagt, at den tidlige innovation skal modnes på hospitalerne. I Novo Nordisk Fonden er vi glade for at kunne understøtte sundhedspersonalets kompetencer og resurser på tværs af landets hospitaler. Det er et stort skridt på vejen mod at skabe fremtidens sundhedsløsninger, siger Mads Krogsgaard Thomsen, administrerende direktør for Novo Nordisk Fonden i en pressemeddelelse om projektet.
Ansøgninger med størst og bedst effekt prioriteres
Målet for BETA.HEALTH er at støtte medarbejderne i at sætte fart på udviklingen af nye og bedre kliniske løsninger til gavn for patienter og samfundet som helhed.
– Dette er en spændende mulighed for sygehuse i hele landet til at få sat fart under deres ideer og initiativer. Udover at yde økonomisk støtte, tilbyder BETA.HEALTH at skabe partnerskaber mellem sygehusene, så viden og erfaringer fra én region kommer til gavn i hele landet. Et af fokusområderne i Danish Life Science Cluster er at få viden til at generere vækst og innovation, og derfor ser vi frem til at hjælpe nye ideer til at blive til innovative løsninger, siger Gitte Kjeldsen.
Næste call i juni 2022
Det er et ekspertpanel fra den danske sundhedssektor, som vil vurdere ansøgningerne og prioritere dem efter, hvilke projekter der vil have den største forbedring for den største gruppe patienter. BETA.HEALTH bygger på et stærkt team med eksperter fra en lang række hospitaler bl.a. Rigshospitalet og universitetshospitalerne i Odense, Aarhus og Aalborg.
Næste call åbner 15. juni 2022, og her kan søges:
- 02-puljen (op til 250.000 kr.)
- 05-puljen (op til 500.000 kr.)
- 10-puljen (op til 1.000.000 kr.)
Der vil være fire bevillinger af hver pulje fra hver af projektets to lokationer i Øst- og Vestdanmark.
BETA.HEALTH er sponseret af Novo Nordisk Fonden.
Foto er fra betahealth.dk