Din idé – Kickstart til sundhedsteknologiske løsninger

Din Idé er en kickstart til gode idéer, der kan blive til morgendagens sundhedsteknologier. Idéerne kan komme fra personer i sundhedssektoren: personale, borgere, pårørende og virksomheder mfl. Målet med portalen er, at flere sundhedsteknologiske løsninger ser dagens lys – til gavn for både sundhedssektoren og erhvervslivet.

26. april 2023 | Leveret af: Aalborg Kommune,Business Innovation Excellence (Binnex),ByLink

Flere idéhavere med relation til sundhedssektoren har ofte svært ved at komme videre med deres ideer, fordi de er i tvivl om, hvor de kan søge sparring. Virksomheder og andre interessenter, der ser potentialet i at samarbejde med brugerne om idégenerering, mangler ofte overblik over relevante samarbejdspartnere til deres område.

Visionen med din Idé er at skabe en landsdækkende fælles platform, der skaber nem matching mellem idéhavere og interessenter/virksomheder, så det bliver nemt at komme videre med idéer og løsninger.

Processen for Din Idé består af tre faser

1. Idéoprettelse – Som idéhaver opretter du en profil på Din Idé, og herefter beskriver du din idé ved at svare på få spørgsmål. Spørgsmålene skal hjælpe teamet bag Din idé med at få idéen bedst muligt videre.

2. Vurdering og feedback – Et kvalificeret vurderingspanel, bestående af medlemmer med en bred sammensætning af relevante kompetencer, gennemgår din idé og hjælper til at matche med rette interessenter alt afhængig af idéens modenhed, art og idéens afsender.

3. Etablering og samarbejde – Ideerne kommer videre til rette interessent og bliver modnet og evt. færdigudviklet til konkrete produkter eller ydelser, og markedsført til gavn for sundhedssektoren og virksomhederne.

Hvem er målgruppen for værktøjet?

Værktøjet henvender sig til private og offentlige, der skal arbejde med innovation indenfor sundheds- og velfærdsområdet.

Hvem står bag værktøjet?

Din Idé er udviklet af både offentlige og private aktører – se teamet her.

Hvem skal du kontakte for mere information?

Gå ind på www.dinide.dk eller kontakt teamet bag Din Idé via mailen: info@dinide.dk.

Bliv medlem af Danish Life Science Cluster