Fra premixed cocktails til medtech-opfindelse med stort forretningspotentiale

Iværksætterduoen bag Mixtery, Peter Laursen og Peter Harket.

Der er mange innovative startups i life science-miljøerne, som har potentialet til at gå fra idé til bæredygtig forretning. Men vejen til en forretning i det danske sundhedsvæsen er lang, og hvordan sikrer man som innovativ startup, at de gode ideer ikke bliver tabt på gulvet? Kom med i Danish Life Science Clusters startup-program og få svar.

Kompetenceudvikling kan være en væsentlig faktor, når de innovative ideer skal fra tegnebræt til bæredygtig forretning. Det er erfaringen hos virksomheden Mixtery, der på godt et år er lykkedes med den lille innovative startup, der har udviklet et system til rekonstitution af parenterale lægemidler (lægemidler til injektion og infusion, dvs. via drop).

Virksomheden deltog i 2022 i Inkubatorforløbet på Danish Life Science Clusters startup-program Beyond Beta.

– Som tidlig medtech-startup har man vildt mange spørgsmål. Og man aner ikke, hvor eller til hvem man skal stille dem til. Her er Beyond Beta en virkelig fed platform. Vi har haft stor glæde af Inkubatorforløbet, og vi har allerede ansøgt om at komme med på næste forløb i Beyond Beta-programmet, som hedder ‘The Regulatory Journey’, fortæller iværksætterduoen bag Mixtery, Peter Laursen og Peter Harket.

Mixterys løsning fik Patent- og Varemærkestyrelsens stempel ‘Intention to grant’ i december 2022.

Beyond Beta – værdifuld platform for life science-startups

Via Beyond Beta-programmet har Mixtery haft adgang til kompetenceudvikling, mentormatchning, netværk, sparring med ligesindede startups og adgang til fageksperter. Disse tilbud har været medvirkende til, at virksomheden er, hvor de er i dag, mener Peter Laursen og Peter Harket.

Mixtery er gået fra udvikling af premixed cocktails til at blive fundet af micro-legater og Innofounder i forbindelse med udviklingen af deres løsning til rekonstitution af parenterale lægemidler. I dag håndteres processen manuelt med risiko for alvorlige konsekvenser i forhold til sikkerhed, effektivitet og bæredygtighed.

Mixterys opfindelse reducerer

  • risikoen for doseringsfejl i forbindelse med rekonstitution markant (93%)
  • tidsforbruget for sundhedspersonalet (75%) og
  • forbruget af materialer, som skal produceres, fragtes og smides ud (63%).

Derfor vurderer eksperter, at løsningen har stort forretningsmæssigt potentiale.

Værdifuldt netværk

Via Beyond Betas Inkubator-forløb har Mixtery bl.a. fået mobiliseret potentielle samarbejdspartnere – fx virksomheden Key2Compliance, som Mixtery blev introduceret til på konferencen WHINN hos Danish Life Science Cluster.

– Det er værdifuldt for os, at vi nu har fået et fantastisk netværk, som vi kan sparre med og spejle os i. Det har bl.a. gjort os langt skarpere på, hvordan vi skal kommunikere om vores løsning og de udfordringer, den løser, fortæller Peter Laursen og Peter Harket.

Direktør i Danish Life Science Cluster Diana Arsovic Nielsen er glad for den værdi, Mixtery har hentet i Beyond Beta-programmet.

– Når man hører, hvilken betydning Beyond Betas program har spillet i forhold til, hvor Mixtery er i dag, så bliver man rigtig stolt og glad. For det er jo lige præcis det, der er vores raison d’etre – det at være med til at skabe fundamentet for den videre rejse mod morgendagens løsning på en af sundhedsvæsenets mange udfordringer. Det er det Beyond Beta kan, fortæller Diana Arsovic Nielsen.

Om Beyond Beta

Beyond Beta består af tre forskellige forløb, som startup-virksomheder kan søge.

I accelerationsforløbet får deltagerne en komprimeret pakke af undervisning og individuel vejledning. Deltagerne modtager en lang række redskaber og får adgang til et bredt netværk af eksperter, erfarne iværksættere og ikke mindst investorer. Gennem Launchpad tilbydes alle startups adgang til videoer, cases og værktøjer, der understøtter dem i at sætte byggeklodserne i deres forretning sammen på den rigtige måde.

Life Science Inkubatorforløbet er et gratis kompetenceforløb, der fokuserer på udvikling af den tidlige idé. Har du en løsning på et sundhedsproblem, så meld dig til denne workshop.

I The Regulatory Journey får du værktøjer til og indsigt i de regulativer, der kræves for at få et medicinsk produkt på markedet, så du kan planlægge din business case derefter.

Konsortiet bag Beyond Beta

Beyond Beta er finansieret af EU’s Social Fond og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Beyond Beta er et samarbejde mellem: Accelerace, Danish Life Science Cluster, Erhvervshus Midtjylland, Erhvervshus Nordjylland, Erhvervshus Sjælland, Erhvervshus Sydjylland MADE, Danish Sound Cluster, MARLOG, Energy Cluster Denmark, Odense Robotics, Vision Denmark, Erhvervshus Fyn, Erhvervshus Hovedstaden, Food & Bio Cluster, We Build Denmark, Digital Lead, Lifestyle & DesignCluster.

Desuden bliver relevante eksperter trukket ind, som eksempelvis Lean Entries og Amazing Hall alt afhængig af deltagende virksomheder.

Projektet er medfinansieret af Den Europæiske Union.  

For mere information

Projektleder

Signe Ulrik Holm

Danish Life Science Cluster
HUB Hovedstaden
+45 5150 2917