Velkommen til 43 nordjyske virksomheder i Danish Life Science Cluster

Danish Life Science Cluster har nu en meget stærkt tilstedeværelse i Region Nordjylland. Flere end 40 nordjyske virksomheder har meldt sig ind i den nationale sundhedsklynge, hvor målet er bredt nationalt netværk og smidigere adgang til det komplekse offentlige sundhedsvæsen.

I en årrække har LSI Erhvervsforening haft succes med at skabe stærkt netværk i økosystemet inden for life science og velfærdsteknologi i Region Nordjylland. Nu nedlægges LSI Erhvervsforening, og 43 virksomhedsmedlemmer har i stedet meldt sig ind i Danish Life Science Cluster.

Line Bluhme er tidligere bestyrelsesmedlem i LSI Erhvervsforening, og hun ser frem til, at virksomhederne kan fortsætte det gode samarbejde i den nationale life science-klynge.

– Vi har haft stor succes med at skabe relationer på tværs af sektorerne i Nordjylland, og vores virksomheder og offentlige partnere er dygtige til at stille sig på skuldrene af hinanden og blive stærkere sammen. Det har skabt gode resultater for både virksomheder og det offentlige. Nu ser vi frem til at få endnu større netværk, som kan være med til at styrke vores virksomheder og den danske sundhedssektor, siger Line Bluhme, der er partner i virksomheden ByLink.

Bliv medlem af Danmarks nationale life science-klynge – se medlemsfordele her

Ser frem til netværk og fundingmuligheder

Èn af de virksomheder, som har meldt sig ind i Danish Life science Cluster er TREAT Systems, og herfra ser CEO Mads Lause Mogensen frem til øgede muligheder for bl.a. netværksgrupper og offentlig-private samarbejder.

– Vi har tidligere haft stor gavn af at få input fra andre sektorer, og vi ser frem til at benytte os af de landsdækkende netværkstilbud i Danish Life Science Cluster. Derudover vil vi formentlig søge støtte til videreudvikling og implementering af vores AI- og beslutningsstøtteløsninger, siger Mads Lause Mogensen.

T.v. Line Bluhme, partner i ByLink og tidl. best.medlem i LSI Erhvervsforening og CEO Mads Lause Mogensen, CEO i TREAT Systems.

Læs også: Vær med til at sætte retningen i Danish Life Science Clusters faglige netværksgrupper

Bedre muligheder for alle

Danish Life Science Cluster har nu godt 300 medlemmer, som dækker over store og små offentlige og private aktører i hele landet.

LSI – (Life Science Innovation North Denmark) var én af de regionale sundhedsklynger, som dannede grundlaget, da Danish Life Science Cluster blev oprettet i 2020. Derfor er vi glade for at kunne fortsætte det gode klyngearbejde, som nordjyderne er vant til, fortæller CEO i Danish Life Science Cluster Diana Arsovic Nielsen.

– Det har været inspirerende at følge de stærke relationer, som de nordjyske aktører har skabt på tværs af virksomheder, videnmiljø og sundhedssektor. Vi ser frem til at tilbyde dem muligheder for at danne nationale og endda internationale partnerskaber – og resten af vores netværk bliver endnu bedre stillet med nye muligheder for netværksrelationer i det nordjyske, siger Diana Arsovic Nielsen.

Se listen over medlemmer i Danish Life Science Custer – listen opdateres løbende