Handelsaftaler burde åbne verden for life science-virksomheder, men gør det i praksis ikke

Hvis et nyt lægemiddel skal godkendes, er der et hav af regler og love, der skal overholdes, og evidens, der skal vurderes. Formålet med de regler er at opretholde folkesundheden og forbrugersikkerheden.

Når en virksomhed vil ind i et nyt lands marked, er det derfor nødvendigt at bevise, at man lever op til de krav – også selvom mange af dem er bevist før, bare på et andet marked.

Læs også: 5 trin til succesfuld internationalisering

Men nogle handelsaftaler kan for virksomhederne være en hjælpende hånd, så man ikke skal igennem processen flere gang. Med dem kan man – i princippet – mindske mængden af dobbeltarbejde, hvis man som virksomhed vil ind på et udenlandsk marked.

EU har både frihandelsaftaler med tredjelande, såsom Sydkorea, Japan og Canada, og en række mere specialiserede aftaler. Her har de forsøgt at ramme den rigtige balance mellem de to modsatrettede hensyn – beskyttelse af folkesundheden og forbrugerbeskyttelsen.

Find dit internationale netværk i Danish Life Science Cluster

Virker ikke altid efter hensigten

Problemet er imidlertid, at i hvert fald nogle af disse aftaler ikke virker efter hensigten. Det mener Michael Bremerskov Jensen, der er fagchef for International handel, EU og International i Dansk Erhverv.

I teorien burde de forskellige aftaler betyde, at hvis en dansk producent af lægemidler sender et nyt produkt på markedet i EU, som derfor er blevet godkendt af den danske lægemiddelstyrelse og det europæiske lægemiddelagentur (EMA), så burde det produkt også nogenlunde samtidig kunne sendes på markedet i eksempelvis Japan.

Det burde det, fordi EU har en aftale med Japan, der siger, at hvis noget medicin er godkendt til salg i EU af europæiske myndigheder, så bliver det automatisk også godkendt til salg i Japan. De japanske myndigheder skal simpelthen acceptere de europæiske myndigheders godkendelse.

Undtagelser og uklarheder

Men sådan fungerer det ikke i praksis, fordi der er en del undtagelser, kattelemme og uklarheder i handelsaftalerne. Japanerne kan indføre en række nationale særregler – med henvisning til beskyttelse af folkesundheden – som igen besværliggør processen for virksomhederne. Det betyder, at aftalerne ikke gør det nævneværdigt nemmere eller billigere for danske eller europæiske life science-virksomheder at få eksporteret deres produkter til de pågældende markeder.

Og den virkelighed er problematisk, mener Michael Bremerskov.

– Når der alligevel opstår nationale særkrav, så er det et eksempel på konflikten imellem politikernes og embedsmændenes ønske om at regulere af hensyn til folkesundheden og forbrugerbeskyttelses i deres eget land på den ene side. På den anden side er en fri og smidig international handel, hvor man ikke pålægger hinandens eksportvirksomheder dobbelt compliance-arbejde, siger Bremerskov, der talte på et webinar arrangeret af Dansk Standard om netop globale standarder.

Ifølge ham burde man se imod bil- eller flyindustrien, der i større udstrækning opererer på grundlag af globale standarder, og dermed meget lettere kan rykke ind på nye markeder og sende reservedele på tværs af landegrænser.

– Hvis vi tager eksemplet med Japan, så er konsekvensen af de nationale særkrav og den manglende implementering af aftalen med EU, at danske og andre europæiske life science-virksomheder ikke kan speede deres markedsintroduktion af nye produkter op til Japan. Derved kan handelsaftalernes ambitioner om øget eksportafsætning ikke indfries, tilføjer han.

Læs om Danish Life Science Clusters danske og internationale projekter

Længerevarende problem

Ifølge Michael Bremerskov går landene glip af et potentiale for hurtigt at få introduceret nogle af de nyeste og mest innovative typer af medicin, når man pålægger virksomhederne unødvendige dokumentationskrav og dobbelt-compliancearbejde.

– Det er ærgerligt for japanerne, som må vente længere på at få adgang til de nyeste medicinprodukter eller det mest innovative medicinske udstyr fra Europa, og det er ærgerligt for de europæiske life science-virksomheder, der går glip af mereksport og bliver underlagt fordyrende compliance-arbejde, som intet ekstra tilfører i form af forbruger- og patientbeskyttelse, siger han.

En række danske virksomheder – store som små – ville få lettet en lang række administrative krav, hvis de regler, der er skrevet ned på papir i handelsaftalerne, også fungerede i praksis.

Han tror ikke på, at vi kommer til at se en løsning inden for de næste fem år, men han påpeger, at det er i Danmarks interesse, at den frie handel globalt bliver optimeret så meget som muligt.

– Vi skal huske på, at Danmark har et lille marked, og at over 50 procent af vores BNP kommer fra eksport. Derfor er vi i Danmark afhængige af, at reglerne bliver implementeret i praksis, og ikke kun på skrift. Så jeg er klart fortaler for, at vi skal arbejde for globale standarder, der virker i praksis, også på life science-området, så vi kan få flere globale sundhedsvirksomheder.

Læs også: Norden som det første springbræt til eksport og internationalisering