Dialogmøde om muligheder for danske virksomheder i den svenske pleje- og socialsektor
Har din virksomhed velfærdsteknologiske løsninger målrettet pleje- eller socialsektoren – og kigger I mod det svenske marked? Så har du nu mulighed for at ansøge om at deltage i et dialogmøde med Danish Life Science Cluster og Danmarks Ambassade, Sverige – og udforske potentialet og de konkrete muligheder i Sverige.
Den svenske pleje- og socialsektor står over for en række store udfordringer tilsvarende dem vi kender i Danmark. Det udgør dermed et enormt potentiale for danske virksomheder med sundheds- og velfærdsteknologiske løsninger til at komme i spil til at blive leverandører og samarbejdspartnere for både den offentlige og private sektor i Sverige.
For at udforske potentialet og de konkrete muligheder nærmere, afholder Danish Life Science Cluster og Danmarks Ambassade i Sverige et dialogmøde med en række nøje udvalgte danske SMVer, som både har den rette profil og udviser interesse for at udvikle deres aktiviteter i Sverige i løbet af 2023 og 2024.
Få indflydelse på konkrete aktiviteter
På mødet vil SMVerne blive præsenteret for en række oplagte aktiviteter, som skal styrke forståelsen for at udvikle sin forretning og etablere sit netværk målrettet den svenske pleje- og socialsektor, men der vil i højeste grad også være muligheden for at få indflydelse på de konkrete aktiviteter, dialogpartnere og relevante besøg (fx messer og feltbesøg), som skal være fokusområder i den samlede indsats i 2023.
Profil og krav for deltagelse
Det er helt gratis at deltage i dialogmødet, men ønsker du at deltage i det fulde forløb – som defineres og udvikles sammen med Danish Life Science Cluster, Danmarks Ambassade i Sverige – kan du forvente egenbetaling for at deltage i aktiviteter, møder og besøg (defineres i fællesskab).
For at komme i betragtning til at deltage på dialogmødet – og efterfølgende tage del af det samlede forløb – er det vigtigt at opfylde følgende krav:
- Leve op til reglerne for SMV-tilskud (SMV definition, samt EUs de minimis regler).
- Minimum 5 ansatte, gerne 10.
- Have veldokumenteret proof of concept, samt kommercielle referencer fra den danske pleje- eller socialsektor.
- Have gjort sig konkrete tanker om internationalisering (eksisterende eksport er ikke et krav, men et plus med eksporterfaringer fra et enkelt marked).
Er du interesseret, så kontakt Marco Thomas Lund, Danish Life Science Cluster, for en nærmere screening og kvalificering af jeres virksomhed.