Når Innovation Lykkes på Tværs 2022
Vellykket sundhedsinnovation kræver (tæt) samarbejde mellem offentlige og private aktører. Men hvordan? Vær med på ’Når Innovation Lykkes på Tværs 2022’, som samler virksomheder, offentlige parter og videninstitutioner på tværs af regionale grænser og sektorer. Netværk, hør om erfaringer og få indblik i vellykket sundhedsinnovation.
Hvad er opskriften på vellykket sundhedsinnovation? Et tæt samarbejde mellem offentlige og private aktører!
Når Innovation Lykkes på Tværs 2022 er en uformel konference, som kombinerer relevante oplæg fra den virkelige verden. Konferencen skaber fundamentet for netværk på tværs af det offentlige og private erhvervsliv samt på tværs af uddannelser.
I uformelle, nordjyske rammer, nedbrydes barrierer mellem det offentlige og private og er startskuddet til nye innovative løsninger til sundhedsvæsenet – gennem et stærkere samarbejde på tværs!
Hvorfor deltage på Når Innovation Lykkes på Tværs 2022?
Når Innovation Lykkes er tidligere afholdt i både 2019 og 2020 med stor nordjysk tilslutning. Nu udvides konferencen til at involvere deltagere fra hele landet. Som deltager på konferencen kan du fx:
- Udvide dit netværk og skabe afgørende forbindelser og mulige samarbejdspartnere.
- Lytte til spændende oplæg og en debat, som kredser om de perspektiver, løsninger og erfaringer, der tager udgangspunkt i sundhedsinnovation på tværs af offentlige og private aktører.
- Være med som udstiller på dagen med din egen stand – uanset om du kommer fra en virksomhed, kommune eller noget helt tredje!
- Få svaret på morgendagens løsninger, når studerende fra Professionshøjskolen UCN, Aalborg Universitet (AAU) og SOSU Nord sammen skaber innovative løsninger i en workshop på problemstillingerne: ”Flere selvstændige borgere” og ”Bedre arbejdsmiljø for personalet”.
- Deltage i en brugercafé, hvor du møder slutbrugere fra kommuner og hospitaler og kan få sparring på din løsning/dit produkt eller dele erfaringer på tværs af sundhedspersonale.
Tilmeld dig gratis og få opskriften på vellykket sundhedsinnovation
Vil du være udstiller?
På Når Innovation Lykkes På Tværs 2022 har du mulighed for at få en af de 45 udstillerpladser på standen.
En stand giver dig mulighed for at vise besøgende, hvordan du og din virksomhed (eller kommune og lign.) arbejder med innovation.
Læs mere og reservér din udstillerplads
Program
Vores konferencier for hele dagen er Henriette Lerche, leder og sygeplejerske, Jammerbugt Kommune
10.30 – Dørene åbnes
11.15 – 11.30 Velkommen til Når Innovation Lykkes På Tværs 2022
v/Kim Kjøller, bestyrelsesformand, Danish Life Science Cluster og Line Bluhme, initiativtager, byLink Healthcare Innovation.
11.45 – 12.10 Vejen fra kørestol til gående!
v/Amer Novljanin, fysioterapeut og bruger af ROBERT® Daniel, By- og Botoften, Herning Kommune og Christian Ulrich, Clinical Project Manager & Development Engineer, Life Science Robotics.
Et værdifuldt samarbejde med perspektiver fra både udvikler, bruger og patient. Hør hvordan en idé om bedre arbejdsforhold førte til udvikling af rehabiliteringsrobotten ROBERT, og hvordan patienten Daniel blev hjulpet fra kørestol til gang.
12.20 – 12.45 Øget tryghed for ældre borgere i eget hjem
v/ Monica Petersson Ekström, ergoterapeut og projektleder, Aarhus Kommune, Josefine Emma Jacobsen, projektleder, Københavns Kommune, og Mona Buss Buksti, projektleder, Aalborg Kommune.
Hør om erfaringer og resultater, der er skabt ved et tværkommunalt samarbejde mellem København, Århus og Aalborg Kommune i projektet ”Tryghed i eget hjem”:
Hvordan øges trygheden blandt ældre borgere i eget hjem? Hvilke alternative løsninger findes til nødkald, og virker de i praksis? Læs mere om erfaringer med et nyudviklet tryghedsværktøj og få unikt indblik i et inspirerende idékatalog.
12.45 – 13.15 NETVÆRK – BESØG UDSTILLERE – BESØG BRUGERCAFEEN – KAFFEBORD OG PØLSEVOGN
13.15 – 13.45 DEBAT: De manglende sundhedsprofessionelle – hvad er løsningen? Og hvem griber den?
v/Kristoffer Hjort Storm, rådmand, Senior og Omsorg Aalborg Kommune, Jens Bejer Damgaard, pleje- og rehabiliteringschef, Aarhus Kommune, og Zinita Andersen, afdelingsleder, Hjælpemiddelenheden i Frederikshavns Kommune.
Faciliteres af Morten Rasmussen fra Danish.Care.
Hvordan ændrer den demografiske udvikling aldersfordelingen af borgere, som medfører flere ældre borgere og manglende sundhedsprofessionelle til at drage omsorg? Vela inviterer til debat for at alle kan blive klogere på mulige løsninger og hvem der har magten til at gøre noget ved det. Svaret kan findes hos sundhedspersonale, ledere, virksomheder og politikere, der alle brænder for at hjælpe den pressede sundhedssektor.
13.45 – 14.00 Løsningen: Frasagde hjemmehjælp og fik livet igen!
v/Charlotte B. Nielsen, selvhjælpskoordinator, Aalborg Kommune, Mette Birk Christensen, faglig koordinator, Frederikshavn Kommune, og Rikke Sandager Jørgensen, Sales Manager, VELA.
14.00 – 14.30 NETVÆRK – BESØG UDSTILLERE – BESØG BRUGERCAFEEN – KAFFEBORD OG PØLSEVOGN
14.30 – 14.55 Ny digital læringsplatform til børn og unge med diabetes!
v/Maria Hartmann, STENO Diabetes Center Nordjylland og diabetessygeplejerske Line Aagard Hasselbalch fra børneafdelingen, Aalborg Universitetshospital.
Hør om den digitale læringsplatform til børn og unge med diabetes, som netop nu afprøves på børn, unge og deres familier, der står overfor et nyt liv med diabetes. Det virtuelle univers er udviklet af STENO Diabetes Center Nordjylland i tæt samarbejde med børn, pårørende, sundhedsprofessionelle samt private virksomheder. Der arbejdes nu på at skalere løsningen, så den kan bruges på andre børneafdelinger i landet.
15.05 – 15.30 Kunstig intelligens giver højere behandlingskvalitet!
v/Mads Lause Mogensen, CEO, Treat Systems og Marc Ludwig, ledende overlæge, Regionshospital Nordjyllands Akutafdeling.
Resistente bakterier bliver fremtidens store trusselsscenario på de danske sygehuse. Derfor er effektive værktøjer vigtige i bekæmpelsen af infektioner – og innovative IT-systemer vil være en del af løsningen. Hør hvordan data, analyse og avanceret teknologi, kan benyttes til at kvalitetssikre den bedste og mest rationelle antibiotikabehandling – også i en travl og hektisk hverdag på akutmodtagelsen.
15.30 – 16.00 NETVÆRK – BESØG UDSTILLERE – BESØG BRUGERCAFEEN – KAFFEBORD OG PØLSEVOGN
16.00 – 16.30 Få morgendagens svar på de manglende hænder! Finale og kåring af Solution Camp 2022 – med sponsorpræmier fra VELA
v/Henrik Stenstrup fra Velfærdsteknologisk Videncenter Vest og Per Buus, CEO, VELA.
SOSU Nord & VFV Vest står for årets NIL Solution Camp, hvor studerende fra UCN, Tech College, Aalborg Handelsskole, AAU og SOSU Nord sammen skaber innovative løsninger på problemstillingerne: ”Flere selvstændige borgere” og ”Bedre arbejdsmiljø for personalet”. De to finalist-grupper står klar til at pitche svaret på morgendagens løsninger.
16.30 – 18.00 På gensyn… og bliv endelig hængende
Bliv hængende til en snak, besøg udstillere og Brugercaféen, netværk og afslut dagen i pølsevognen.
Dørene lukkes kl. 18.00.
Når Innovation Lykkes På Tværs 2022 er arrangeret af Danish Life Science Cluster i samarbejde med Vela A/S, TREAT System, Life Science Robotics, SOSU Nord & Videnscenter for Velfærdsteknologi, Aalborg Kommune, Region Nordjylland.
Foto: Joakim J. Hvistendahl, JHV Media Consult