• Kontakt
  • Tilmeld nyhedsbrev
  • Dansk Google EN
    Google translate
Dansk Google EN
Google translate

Hjørring Kommune får værdi og nye løsninger efter OPI-samarbejde

Hjørring kommune har i et succesfuldt OPI-samarbejde med en privat virksomhed realiseret målbare gevinster. Relationen mellem kommunen og virksomheden har været afgørende for samarbejdet, og matchmaking mellem offentlige institutioner og private virksomheder er netop én af kerneydelserne i Danish Life Science Cluster.

Målbare gevinster kan realiseres, når kommuner og private virksomheder går sammen om at skabe nye løsninger. Når arbejdsgange på sundheds- og ældreområdet skal gentænkes, og når medarbejdernes ideer skal omdannes til praksis, kan OPI (offentlig privat innovation) være en fordel. Det er erfaringen fra bl.a. Hjørring Kommune, som har haft stor værdi af private samarbejder. Igennem OPI-samarbejder lærer virksomhederne det kommunale system at kende, fortæller Helene Høyer Jensen, projektleder inden for Digitalisering og Velfærdsteknologi i Hjørring Kommune.

– Vi ved udmærket godt, at det kan være vanskeligt for virksomhederne at gennemskue, hvor de skal henvende sig, når de ønsker at samarbejde eller sælge løsninger til en kommune. Derfor er det værdifuldt at være med i et netværk, hvor vi får adgang til mulige samarbejdspartnere – og hvor de kan finde os, siger Helene Høyer Jensen.

Bliv matchet med den rette partner i Danish Life Science Cluster

Knapt 40 danske kommuner er medlemmer af Danish Life Science Cluster, og klyngen er netop ved at rekruttere de kommuner, som var medlem af de oprindelige regionale klynger, der danner grundlaget for Danish Life Science Cluster.

Èn af dem er Hjørring Kommune, som var medlem af Life Science Innovation North, og som her blev matchet med virksomheden HUGIN EXPERT i Aalborg, der udvikler software til beslutningsstøtte.

Se medlemsfordele i Danish Life Science Cluster

Hos Danish Life Science Cluster kan du få sparring på ideer og finansiering til udviklingsprojekter. Du kan blive matchet med relevante virksomheder, forskere, klinikere og plejepersonale med specifikke kompetencer – og det er bl.a. kontakten til de rette virksomheder og midler til projekter, der har skabt værdi hos Hjørring Kommune.

Personlig kontakt giver godt samarbejde

Anders Læsø Madsen, direktør i HUGIN EXPERT, er enig med Helene Høyer Jensen i, at det kan være en vanskelig opgave for en lille virksomhed at finde den rigtige indgang til det offentlige, eksempelvis en kommune.

– Derfor har vi sparet meget tid og energi ved at blive matchet direkte til den rette person i Hjørring Kommune. Det har været meget værdifuldt at have direkte kontakt til de relevante medarbejdere i kommunen, så vi tidligt i forløbet har kunnet forventningsafstemme og tilrette vores løsninger til deres helt konkrete behov, fortæller Anders Læsø Madsen.

Læs også: Fælles udvikling giver bedre løsninger til kommunerne

Matematik hjælper med at identificere borgere i risiko for indlæggelse

I samarbejde med Hjørring Kommune har HUGIN EXPERT udviklet en løsning, der hjælper personalet til at identificere borgere, som er i risiko for at opleve et fald i deres helbredsmæssige tilstand, og som i værste fald skal indlægges. Løsningen kan være med til at sikre den rette hjælp til den rette tid til gavn for borgeren, kommunen og samfundet.

– Ideen til løsningen er opstået igennem et godt samarbejde og en god relation til medarbejderne i Hjørring Kommune. Gennem de tidligere faser af vores OPI-samarbejde har vi haft tæt dialog, som har hjulpet os til at se og forstå, hvor personalet har udfordringer, som vi kan hjælpe med at løse. Vi har ikke skullet starte forfra med at banke på mange forskellige døre for at finde en ny kontaktperson, forklarer Anders Læsø Madsen.

Relationen mellem HUGIN EXPERT og Hjørring kommune har været afgørende for at identificere denne mulighed for i fællesskab at skabe et nyt produkt. De to parter har også samarbejdet om udvikling af andre løsninger i Hjørring Kommune, bl.a. en løsning til at identificere risiko for afvigelse mellem bevilligede og leverede ydelser under Servicelovens §83 og §83a.

Se her hvem der er medlemmer i Danish Life Science Cluster

Digitalisering afløser tidskrævende arbejde

Det nye produkt, som hedder FiNDR søger efter specifikke ord i SOSU-medarbejdernes fritekst i dokumentationen fra deres besøg hos borgerne. Løsningen søger efter ord i store mængder af ustrukturerede data for at finde tidlige tegn på risiko for forværring og i sidste ende indlæggelse.

– Det ville være et besværligt og tidskrævende arbejde at finde disse indikationer manuelt, og det vil ikke kunne udføres i praksis, og derfor er det svært at få et overblik over udviklingen i borgers helhedsmæssige tilstand. Med den nye løsning får sygeplejerskerne et redskab til at igangsætte rette hjælp til rette tid. Dermed er håbet, at vi fremover kan spotte en forværring tidligere, forklarer Helene Høyer Jensen.

Projektet har modtaget støtte fra Danish Life Science Clusters pulje Sundhedsteknologisk ServiceProgram. Løsningen skal nu modnes, og HUGIN EXPERT er i gang med at overføre resultaterne af FiNDR til andre kommuner via pilotprojekter.

Læs også: Kommuner og regioner skal spille en større rolle i innovationen af sundhedssektoren

For mere information

Særlig rådgiver

Bo Christensen

Danish Life Science Cluster
SSP-program
HUB Nordjylland
+45 2979 0660