VR – Det er vigtigt at få brugerne med allerede i designprocessen

Virtual reality har stort potentiale inden for læring og uddannelse på sundhedsområdet. Men hvis teknologiens potentiale skal udnyttes fuldt ud, skal brugerne være medskabere allerede i designfasen af VR-løsningen. Et virkelighedsnært scenarie er nemlig afgørende for, at VR-træningen giver læring og ikke kun er en sjov oplevelse.

Virtual reality vinder ind som læringsredskab, og en stor del af fremtidens medarbejdere på sundhedsområdet vil have oplevet at blive undervist, oplært eller at have trænet procedurer  gennem et par VR-biller. Og der er mange fordele ved at anvende VR i undervisningen af sundhedsprofessionelle, mener Vibe Aarkrog, lektor på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet.

– VR som læringsform er et godt afbræk fra den klassiske undervisning. Det er sjovt, det skaber begejstring blandt størstedelen af de studerende at se deres scenarier gennem brillerne, og der er altid godt humør, fordi de studerende er sammen om at prøve noget nyt, fortæller Vibe Aarkrog, der har gennemført en række undersøgelser af VR som læringsredskab.

For at brugen af VR skal give et reelt læringsudbytte, så er der en række krav, der skal opfyldes. Ét af kravene er, at scenariet i VR-brillerne skal være virkelighedsnært – og viser erfaringer fra projektet Cirkular Co-Creation i Danish Life Science Cluster, hvor en række videninstitutioner har arbejdet med læring med hjælp af VR sammen med en privat virksomhed.

Studerende fra VIA University College tester VR-løsningen Everyday Nurse.

Studerende har været med fra begyndelsen

VIA UC har initieret, udviklet og testet VR-løsningen Everyday Nurse i samarbejde med forskere, undervisere, studerende og IT-udviklere.

VR-læringsredskabet simulerer et virkelighedsnært scenarie for en sygeplejerskes arbejde på aftenvagt på en medicinsk afdeling, hvor den studerende skal skabe sig overblik over afdelingens 11 patienter, prioritere imellem samtidige opgaver og forstyrrelser, mens tiden løber.

Lektor Cathrine Sand Nielsen er nu i gang med opfølgende interviews og feltstudier af testen. Det har været et bevidst valg at inddrage de studerende fra start, da platformen blev udviklet i samarbejde med virksomheden AATE VR.

– Det er meget meningsfuldt for os som uddannelsesinstitution at være med til at udvikle fremtiden moderne læringsredskaber. Men de studerendes tilbagemeldinger er afgørende, og det har været værdifuldt at mixe virksomhedens tekniske knowhow og vores viden om sygeplejeuddannelse og pædagogik med studerendes ageren og feedback, fortæller Cathrine Sand Nielsen. Hun er lektor ph.d. i VIA Forskningsprogram for Sundhedsteknologi, metodeudvikling og etik og på VIA Sygeplejerskeuddannelsen i Aarhus.

Læs også: Få hjælp til OPI med den digitale OPI Guide

Behov for realistisk scenarie

Fem gange har en gruppe sygeplejerskestuderende fra Via University College testet VR-løsningen.

– Det er vigtigt, at scenariet i VR-brillen er realistisk, så den studerende kan koncentrere sig og ikke bliver distraheret. Her har samarbejdet med virksomheden fungeret godt, fordi de har kompetencerne til at vise, hvad der er muligt, og dermed har vi kunne skabe en slags oversættelsessprog mellem sygepleje og it-udvikling, forklarer Cathrine Sand Nielsen. 

Verdens første VR-scenarie med genoplivningstræning for tandlæger

Også Institut for Odontologi og Oral Sundhed på Aarhus Universitet har været med til at tilpasse en VR-løsning, så det matcher det scenarie, de studerende skal forberedes til. AATE VR har udviklet en løsning, hvor brugerne træner eller genopfriske procedurerne ved basal genoplivning.

Basal genoplivning er også relevant for tandlægestuderende. Men det udviklede VR-materiale stemte ikke overens med den situation, en tandlæge vil stå overfor, hvis en patient i tandlægestolen får hjertestop, fortæller Pankaj Taneja, assisterende professor i oral kirurgi, Aarhus Universitet.

– Heldigvis er det meget sjældent, men det sker dog, at en patient får hjertestop i tandlægestolen. Og det er en anden situation, end hvis en person falder om og skal genoplive på et fladt gulv eller i en hospitalsseng. Derfor var vi nødt til at få tilpasset VR-scenariet, så tandlægerne lærer, hvordan man udøver genoplivning på en person i en tandlægestol, siger Pankaj Taneja.

I samarbejde med virksomheden fik tandlægeuddannelsen bl.a. tilføjet, at der skal indføres en støtte under ryglænet i tandlægestolen, inden genoplivningen påbegyndes, så man ikke risikerer at brække stolen ved hjertemassage.

Denne VR-løsning er i øvrigt det første VR-scenarie med genoplivningstræning, der er udviklet til tandlæger i hele verden.

Læs også: OPI giver et forspring på vejen mod salg til det offentlige

Refleksion er det vigtigste

Både sygeplejerskeuddannelsen og tandlægeuddannelsen skal senere på året evaluere VR-undervisningen og vil her se på læringsudbyttet af VR-simuleringen.

Vibe Aarkrog ser frem til uddannelsesinstitutionernes resultater og tilføjer, at noget af det allervigtigste med brugen af VR som undervisningsform er refleksionen.

– Én ting er, at undervisningen bliver mere livlig og virkelighedsnær med brug af VR. Det er altid positivt, når de studerende får en god oplevelse i undervisningen, og VR kan glimrende fungere som et tredje læringsrum midt mellem teori og praksis. Men det vigtigste er at reflektere over det, man har gennemgået. Kun ved at runde sessionen af med en debriefing kan man sikre, at det nye stof sidder fast. Derfor er refleksion afgørende for, at deltagerne opnår et udbytte af læringen, Vibe Aarkrog.

Se indtryk fra Danish Life Science Clusters VR-dag i Aarhus i september 2022 her:

OPI – offentlig privat innovation er ét af kerneområderne i Danish Life Science Cluster. Læs strategien for Danmarks nationale sundhedsklynge her.

For mere information

Projektleder

Charlotte Søgaard Kristensen (Barsel)

Danish Life Science Cluster
HUB Midtjylland
+45 4046 2410