Bedre ventetid med servicedesign
Inddragelse af afdelingspersonale på Nordsjællands Hospital skabte større værdi for patienterne
Da øre-næse-halsafdelingen på Nordsjællands Hospital skulle finde løsninger på udfordringer med ventetid på afdelingen, hjalp Innovationsteamet med kontakt til innovationsvirksomheden INNOBA. INNOBA er specialiseret i innovationsprojekter og servicedesign særlig på sundheds- og velfærdsområdet. Sammen med afdelingen blev der iværksat et intensivt innovationsforløb, hvor patienter, pårørende og alle medarbejdergrupper i afdelingen blev involveret i at udvikle nye idéer og løsninger på ventetid.
Servicedesignerne fra INNOBA udfordrede afdelingen på: Hvad er ventetid for patienterne? Kan man helt fjerne ventetid? Er ventetid altid noget negativt? etc. En række patienter fik et ”vente-kit” med hjem og tog billeder af deres hverdag, førte dagbog etc. for at formidle, hvordan de oplevede mødet med afdelingen før, under og efter besøg. Der blev gennemført observationer i afdelingen, uddelt spørgekort i venteværelset, etc.
Det viste sig, at oplevelsen af ventetid for patienter og pårørende handlede meget mere om det samlede møde med afdelingen end om, hvor længe de konkret skulle vente i et venteværelse. Samtidig var der et stort behov for bedre information og kommunikation til patienterne om deres behandlingsforløb.
Ved at idé-udvikle på tværs af medarbejdergrupper og med assistance fra servicedesignerne udviklede afdelingen idéen til en helt ny vente-app. Servicedesignerne hjalp med kontakt til app-virksomheden Viscom, som udviklede en hurtig prototype, der nu er testet og færdigudviklet i afdelingen. App’en har reduceret ventetid, sikret langt bedre information til patienter og pårørende og sparet afdelingen for over 80% af den tid, man før brugte på for-samtaler.
Den gode venteoplevelse:
- Jeg føler mig tryg og informeret
- Den personlige kontakt: jeg møder et menneske
- Jeg ved hvor længe, jeg skal vente og hvorfor
- Jeg har muligheden for at udnytte ventetiden til andre ting
- Jeg ved, hvad der kommer til at ske – i alle faser af mit forløb
- Jeg ved, hvad jeg skal, og personalet ved, at jeg har gjort det
- De fysiske rammer virker professionelle, rene og behagelige
- Jeg forstår ændringer, hvilke, hvor længe, hvorfor og betydning
- Tiden er min og jeg kan disponere frit
- Mit samlede møde med afdelingen er positivt
Du kan læse mere om projekt, og se en præsentation af løsningen her.